PRM / Nyt partnerskab bag kåring af prisen Årets Ø i Danmark

    Pressemeddelelse fra Landdistrikternes Fællesråd

    I 2020 kåres Årets Ø for første gang. Alle danske øer uden fast broforbindelse kan deltage i konkurrencen. Temaet for Årets Ø 2020 er “Det gode samarbejde skaber bæredygtige og levedygtige øer”. Med andre ord kræver det en fælles indsats at skabe en positiv udvikling på de danske øer, hvis øerne også i fremtiden skal være både bæredygtige og levedygtige.

    – Mange danske øer går foran med en stærk fælles indsats. Partnerskabet bag Årets Ø ønsker at sætte fokus på de mange gode historier fra de danske øer, som kan inspirere andre lokalsamfund til at skabe en positiv sammenhæng mellem by og land i Danmark, siger Jens Otto Størup, formand for komitéen for Årets Ø og bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit – foreningen for kunderne i Nykredit og Totalkredit.

    Det gode samarbejde skaber bæredygtige og levedygtige øer

    Kåringen af Årets Ø sker gennem en ansøgningsproces, hvor der årligt defineres et aktuelt tema, som ansøgningen skal underbygge. Komitéen for Årets Ø, der består af repræsentanter fra partnerne bag Årets Ø, udvælger tre kandidater, der hver aflægges et besøg. Heraf udvælges en ø, der kåres som Årets Ø. Årets Ø modtager 50.000 kr. til relevante projekter samt 20.000 kr. som et bidrag til en kåringsfest. De to øvrige nominerede øer modtager hver 25.000 kr. til projekter, der underbygger den fortsatte udvikling. Årets Ø vil blive kåret i begyndelsen af juni.

    – I Forenet Kredit glæder vi os over den stærke opbakning blandt partnerne i partnerskabet Årets Ø. En pris der netop er med til at styrke fællesskabet, fremhæve de gode idéer og engagementet blandt beboerne på de danske øer, siger Jens Otto Størup.

    Alle danske øer uden fast broforbindelse kan ansøge

    Øboerne på de danske øer skal til at spidse blyanten, hvis de ønsker at blive nomineret til prisen som Årets Ø 2020. Ansøgningen skal med udgangspunkt i konkrete og gennemførte initiativer på øen illustrere, hvordan øen gennem det gode samarbejde formår at skabe en bæredygtig og levedygtig ø. De bæredygtige initiativer kan fx forstås ved, at konkrete projekter på alle niveauer er baseret på at reducere klimapåvirkningerne og sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse. Herudover skal ansøgningen samtidig vise eksempler på initiativer, der er med til at skabe en levedygtig ø.

    Som en del af ansøgningsprocessen er der defineret en række objektive kriterier, som øen skal opfylde:

    • Temaet for Årets Ø 2020 er “Det gode samarbejde skaber bæredygtige og levedygtige øer”.
    • Bag ansøgningen skal der være en gruppe af borgere, der repræsenterer beboere på øen. Det kan fx være en beboerforening eller en borgergruppe.
    • Øen skal opfylde kriteriet om at være en dansk ø uden fast broforbindelse.
    • Øen skal lave en ansøgning, der indeholder eksempler på gennemførte lokale aktiviteter, som underbygger det årligt udvalgte tema.

    Ansøgningsfristen for at deltage i konkurrencen Årets Ø er den 3. februar. Hvis der er spørgsmål til ansøgningsprocessen, kan man rette henvendelse til sekretariatet for Årets Ø administreret ved Forenet Kredit. Send venligst en mail til kontakt@forenetkredit.dk med emnet “Årets Ø”.

    Læs mere om partnerskabet og prisen Årets Ø her www.forenetkredit.dk/aaretsoe, hvor ansøgningen også skal indsendes.

    Partnerskabet bag Årets Ø
    Partnerskabet om kåring af Årets Ø er indgået mellem Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer. Det fælles ønske for partnerne er, at alle ønsker at gøre en aktiv indsats for at styrke sammenhængskraften i hele Danmark – også på de danske øer.

    Kontakt:

    Laura Havlit, kommunikationsmedarbejder Forenet Kredit, tlf. +45 44 55 53 84, mail: lhav@forenetkredit.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-partnerskab-bag-karing-af-prisen-arets-o-i-danmark?releaseId=13584546