PRM / Danskerne har stemt: Finalister til Danskernes Idrætspris fundet

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    En café drevet af frivillige, der er blevet til et lokalt samlingspunkt og en slags moderne fælleshus i den østjyske idrætsforening, Beder-Malling, en succesfuld randrusiansk fodboldlinje for unge, der samarbejder med kommunen og ungdomsskolen, der blandt andet tilbyder morgentræning, inden skoledagen begynder, og et nyt idrætstilbud fra Midtmors Sportsforening til bevægelseshandicappede børn, foranlediget af en efterspørgsel fra en gruppe forældre.

    Tre vidt forskellige idrætsprojekter, men fælles for dem alle er, at de har fået danskerne til tasterne og er de projekter med det højeste antal stemmer. Dermed har alle tre kandidater sikret sig en finaleplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris.

    Nu skal vinderen findes
    Nu er det så op til bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund (DIF) at beslutte, hvilket initiativ der skal gå hele vejen og modtage prisen og de medfølgende 100.000 kroner.

    Udover DIF er det e-Boks og P4, der står bag Danskernes Idrætspris, og det var dommerpaneler i otte P4-distrikter, der udvalgte tre regionale vindere hver, der skulle sendes videre til afstemning. Nu er de i alt 24 initiativer barberet ned til tre finalister via afstemning blandt danskerne. 12.698 danskere var inde på Danskernes Idrætspris-hjemmesiden og stemme på deres favorit til prisen.

    Den endelige vinder skal nu findes på baggrund af en række kriterier, der blandt andet går på, at projektet i særlig grad skal gavne den lokale foreningsidræt, styrke fællesskabet og glæden ved at være aktiv i en idrætsforening.

    “Det har været et flot felt af indstillinger, vi har fået fra danskerne. Projekter, der alle rammer ned i, hvad foreningslivet kan, men som også viser, hvordan det kan udvikles. Nu glæder vi os til at vælge en vinder blandt de tre finalister og hylde denne med stor anerkendelse og et flot beløb til videreudvikling af projektet, ” siger formand i DIF, Niels Nygaard.

    Om de tre finalister:

    • Fodboldlinjen Randers (Indstillet i Østjylland): En breddelinje for folkeskoleelever fra 5.-9. klasses drenge og piger, som gerne vil spille fodbold, opleve et godt socialt samvær og få læring igennem træning og undervisning. Fodboldlinjen er den største af sin slags i Norden og er et tæt samarbejde mellem Randers Kommune og Randers Ungdomsskole. Elever på Fodboldlinjen modtager træning to timer om ugen som morgentræning kl. 06.15-07.45, inden skoledagen begynder.
    • Café Klubånd (Indstillet i Østjylland): Over 100 frivillige driver caféen i Beder-Malling Idrætsforening, der fungerer som et moderne forsamlingshus. Her bliver der skabt et fællesskab på tværs idrætsgrene, kultur og alder. Det er drevet af frivillige på tværs af de to kommuner, Beder og Malling, og skaber et unikt fællesskab om idrætten.
    • Midtmors Parasport (Indstillet i Midt-og Vestjylland): Et nyt tiltag i foreningen Midtmors Sportsforening etableret på foranledning af forældre, der efterlyste et idrætstilbud til deres bevægelseshandicappede børn. Den efterspørgsel imødekom foreningen, og det resulterede i, at der nu er 8 børn tilmeldt. Træneren er uddannet fysioterapeut og har været gymnastiktræner i mange år. Der bliver lagt vægt på leg, motorik, bevægelse, boldspil m.m., og forældrene får dannet et vigtigt netværk.

    Om Danskernes Idrætspris:

    DIF, e-Boks og P4 står bag Danskernes Idrætspris. Det er dommerpaneler i otte P4-distrikter, der har udvalgt tre regionale vindere fra hvert distrikt, der blev sendt videre til afstemning. De i alt 24 initiativer er nu blevet skåret ned til tre finalister via en afstemning blandt danskerne. Intet mindre end 12.698 danskere var inde på danskernesidrætspris.dk og stemme på deres favorit til prisen. Vinderen af Danskernes Idrætspris afsløres til DR’s sportsshow SPORT 2019 den 4. januar 2020 i Jyske Bank Boxen.

    Kontakt:

    Formand Niels Nygaard tlf.: 43262005 / 20737112 email: nny@dif.dk

    Kommunikationskonsulent Suzanne Meyer tlf.: 24266395 email: sme@dif.dk skype: live:fc41845b6580659e

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-har-stemt-finalister-til-danskernes-idraetspris-fundet?releaseId=13584333