PRM / Fornuftigt grøn kurs i finanslov, men hvad med erhvervslivet?

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne

    Danmarks husholdningsbudget for 2020 er nu på plads med den netop præsenterede finanslovsaftale. En finanslov, som ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne både indeholder nogle perspektiver og nogle unødvendige tidsler i forhold til erhvervslivet.

    “Oprettelsen af Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 mia. kr. til investeringer i bl.a. lagring af energi, nye teknologier og omlægning af energisystemer kan være et spændende initiativ. Vi ser frem til, at det bliver udmøntet og håber, at det kan være med til at støtte og fremme energirenoveringer i danske bygninger,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4.300 virksomheder inden for el, vvs og metal, og uddyber:

    “Men derudover kniber det med de helt konkrete her og nu-initiativer på et tidspunkt, hvor det ikke nytter noget at træde vande i den grønne omstilling. Nu gælder det virkelig om at få omsat de store armbevægelser til handling,” siger Niels Jørgen Hansen.

    Han ærgrer sig også over fraværet af konkrete initiativer til at sikre erhvervslivet bedre arbejdsbetingelser det kommende år.

    “Vi oplever en stigende administrativ byrde ude i virksomhederne, og det synes jeg ikke, den nye finanslov gør meget for at ændre på. Tværtimod har man eksempelvis valgt at fastholde indførelsen af den forøgede beskatning ved generationsskifter af familieejede virksomheder, som kan få store konsekvenser for netop denne del af dansk erhvervsliv, der jo udgør en væsentlig del af det økonomiske grundlag for vores velfærdssystem,” siger Niels Jørgen Hansen.

    “Det er fint nok, at man vil sætte en ekspertgruppe til at kigge nærmere på værdiansættelsen af virksomhederne, men det kan jo have lange udsigter. Samtidig så ændrer det ikke på, at man vil brandbeskatte virksomhederne, når ejerskabet går videre fra én generation til den næste. Og det er stærkt problematisk,” siger Niels Jørgen Hansen.

    Han glæder sig dog over, at man har droppet planerne om at ændre reglerne for dækning af udgifter til sygemeldte medarbejdere ude i virksomhederne. Således vil virksomheder stadig få refusion fra staten i form af sygedagpenge efter den ansattes 30 første sygedage og ikke først efter 40, som der ellers var lagt op til.

    “Det er et af de områder, hvor vi må glæde os over status quo. Den varslede ændring kunne have fået virksomhederne til at tøve med at ansætte danskere på kanten af arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor vi ellers har et stort behov for arbejdskraft,” siger Niels Jørgen Hansen.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Niels Jørgen Hansen adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne – mobil: 40 74 43 60

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fornuftigt-gron-kurs-i-finanslov-men-hvad-med-erhvervslivet?releaseId=13584283