PRM / Stærk grøn finanslov

    Pressemeddelelse fra Dansk Metal

    Finansminister Nicolai Wammen har netop præsenteret regeringens første finanslov, der er blevet indgået sammen med Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale. Dansk Metal roser finansloven:

    “Det er en stærk finanslov. Vi har kæmpet for at få afskaffet opholdskravet, og så er vi decideret glade for, at man har annulleret omprioriteringsbidraget på uddannelserne og sat penge af til en kvalitetspulje til erhvervsuddannelserne samt et ekstra tilskud til ungdomsuddannelserne. Det er jo det, vi skal leve af i fremtiden, så stort skulderklap herfra,” siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby.

    Dansk Metal noterer sig desuden med glæde, at partierne har afsat yderligere penge til genopretningen af skattevæsenet:

    “Et velfungerende skattevæsen er så vigtig en del af vores velfærdssamfund, at vi ikke kan have at almindelige danskere og virksomhederne ikke har tillid til, at tingene bliver gjort rigtigt. Med finansloven her, så tager man endnu et skridt i den rigtige retning af at genoprette vores skattevæsen,” siger Thomas Søby.

    Helt overordnet, så mener Dansk Metal, at finansloven er en grøn finanslov:

    “Jeg synes det er helt fair at kalde denne finanslov for den grønne finanslov. Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken retning partierne bag finansloven gerne har ville gå – nemlig den grønne vej. Vi skal utvivlsomt gøre noget ved klimaet, og når vi nu samtidig er verdensførende på produktion af grønne løsninger, så er for eksempel en stigning i den grønne forskning den rigtige vej at gå,” slutter Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.

    Kontakt:

    Pressechef Mads Rattenborg Hersbøll tlf.: 21558828 email: mahe@danskmetal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/staerk-gron-finanslov?releaseId=13584275