PRM / Studerende kører 16.000 kilometer for studiejobs

    Pressemeddelelse fra OK

    16.000 kilometer har de studerende ind til videre tilbagelagt i løbet af året på vej til og fra deres studiejob. Fortsætter udviklingen på samme måde, vil bilen inden årets udløb have rundet 20.000 kilometer.

    Erfaringen fra initiativet viser, at når der stilles transport til rådighed, er studerende i langt højere grad villige til at bevæge sig længere væk fra de større byer for at arbejde. Det er en særligt vigtig opdagelse, idet mange virksomheder i yderområderne oplever at have svært ved at tiltrække dygtige studerende til deres udbudte studiejobs, alene på grund af afstanden.

    Transporttiltag kan være samfundsgavnlige
    Siden Cand og energiselskabet OK startede samarbejdet i februar 2019, har bilen ikke alene kørt mange kilometer, men også oplevet at have hele 12 forskellige chauffører bag rattet.

    Faktisk har bilen sikret, at studerende har rejst så langt som Skjern, Viborg og Horsens for deres studiejob, hvilket er meget længere end først tiltænkt, da projektet blev sat i værks.

    Brobygning mellem virksomheder og studerende
    Cand er et Talent Management Bureau, der har til opgave at etablere gavnlige samarbejder mellem dygtige studerende og små- og mellemstore virksomheder. Det skal være med til at skabe vækst og forståelse mellem akademikere og erhvervslivet. En sag, OK gerne ville bakke op om ved at stille gratis brændstof til rådighed.

    Når studerende og virksomheder etablerer forbindelser allerede under uddannelsen, kan det lede til store fordele for hele samfundet i fremtiden. De studerende vil i højere grad blive bekendt med, hvad det vil sige at omsætte viden til praksis og hvad erhvervslivets forventer af dem efter endt uddannelse.

    Som modstykke har virksomhederne mulighed for at få kompetent hjælp og større indblik i, hvad akademikere kan bidrage med. Alt sammen noget, der kan betyde mindre ledighed og store samfundsøkonomiske besparelser for eftertiden.

    Sponsoreret bil er stor succes
    For Emma Kellberg, der er en af bilens hyppigste chauffører, har det betydet meget.

    “I og med at mit studiejob ligger i Hinnerup, er det en kæmpe hjælp i en travl hverdag at have mulighed for at låne en bil. Både i forhold til at spare tid, men selvfølgelig også økonomisk. Normalt ville jeg cykle til alting, men jeg ville alligevel ikke kunne tage turen på cykel til Hinnerup,” siger Emma Kellberg.

    For Emma Kellberg har dét at have adgang til en bil uden omkostninger altså været afgørende for at tage studiejobbet. Begejstringen er hun ikke alene om. Også Stephanie Jensen, der to gange ugentligt pendler til sit studiejob hos virksomheden Dialog Data i Vejle, er entusiastisk omkring konceptet.

    “Det betyder alt for mig. Det, at jeg nu har muligheden for selv at være herre over, hvornår jeg ankommer på arbejde, og hvornår jeg tager derfra, giver mig en meget større frihed og glæde ved at tage på arbejde langt fra, hvor jeg bor,” siger Stephanie Jensen.

    Den fysiske brug af bilen har ifølge Stephanie også været en fryd.

    “Jeg blev virkelig overrasket over, hvor smart et system OK har lavet i deres app. Jeg kører bare hen til en OK-tank, og så ved min OK-app, hvor jeg befinder mig. Jeg vælger blot stander, bil og indtaster mit kodeord – så kan jeg tanke. Jeg er vild med det!” uddyber Stephanie.

    Også virksomhederne nyder gavn
    De studerendes adgang til Cand-bilen har været ensbetydende med, at Emma og Stephanie kan passe deres studiejobs og tilegne sig nye kompetencer, der kan hjælpe dem på fremtidens arbejdsmarked.

    På samme tid har det betydet, at deres arbejdsgivere kan nyde godt af den helt rigtige studiemedarbejder i deres virksomhed. Dette understreger Kim Vinther, der er i direktør i Dialog Data.

    “Cand-bilen er et kæmpe plus for vores mulighed for at få studentermedarbejdere fra Aarhus med de kvalifikationer, som vi søger.” For Dialog Data løser samarbejdet mellem Cand og OK en reel problematik: “Vores beliggenhed tæt på motorvejen er vigtig for vores øvrige medarbejdere, men offentlig transport fra Aarhus er håbløst,” siger Kim.

    Det er altså ikke blot de studerende, men også virksomheder i det jyske, der har nydt godt af Cand-bilen.

    Alt i alt har samarbejdet mellem Cand og OK været så stor en succes, at en udvidelse af konceptet til Cands andre lokationer såsom Aalborg og København nu er på tale. Hos både OK og Cand er en bedring af fremtidens arbejdsmarked ikke bare i højsædet – men på forsædet.

    Fakta:

    • Candbilen har kørt 16.000 km og ser ud til at lande på 20.000 inden udgangen af 2019
    • 12 forskellige chauffører har gjort brug af Cand-bilen
    • Bilen holder på Aarhus BSS og kan bookes af de studerende online
    • Bilen har bl.a. kørt studerende på arbejde til Vejle, Viborg, Ringkjøbing, Odder, Hinnerup, Fredericia og Horsens.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/studerende-korer-16000-kilometer-for-studiejobs?releaseId=13583676