PRM / Danmarks Naturfredningsforening roser regeringen for indgreb mod bidræbergift

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Bidræbergiftene neonikotinoider – også kendt som neoniks – er særligt farlige gifte designet til at slå insekter ihjel. EU har forbudt giftene til al udendørs brug, men alligevel har Danmark og en række andre EU-lande givet landbruget dispensation til at fortsætte brugen.

    Den dispensation slutter nu. Regeringen forbyder neonikotinoiderne til golfbaner og potteplanter i gartnerierne. Og landbruget skal udfase brugen. De danske sukkerroedyrkere får nu ét år til af afprøve alternativer under skærpede vilkår. Herefter skal det være slut, hvis det står til miljøminister Lea Wermelin.

    – Rapport på rapport sætter en stor tyk streg under, hvor presset vores natur og insektliv er. Vi ved, at vores bier og bestøvere er i voldsom tilbagegang. Det er en rigtig god nyhed for naturen og insekterne, at regeringen griber ind over for neonikotinoiderne, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

    40.000 danskere har sagt nej til bidræber

    Baggrunden for beslutningen er et årelangt politisk pres fra borgere og organisationer. Heriblandt Danmarks Naturfredningsforening, som med kampagnen ‘Forbyd bidræber’ har samlet mere end 40.000 underskrifter. Presset førte i første omgang til, at tidligere miljøminister Jakob Ellemann-Jensen i foråret 2018 forbød brugen af neonikotinoiderne til at behandle raps. Nu ser det endelig ud til, at der kommer et fuldstændigt stop for giften fra 2021.

    – Det er et vigtigt første skridt at sætte en stopper for brugen af bidræbergifte. Men det løser ikke udfordringerne for vores insekter alene. Derfor kæmper vi selvfølgelig for en fortsat udfasning af de insektskadelige sprøjtegifte. Og så må vi naturligvis heller ikke glemme, at den største udfordring for naturen er manglen på plads, siger præsidenten og sender samtidig en stor tak til de mange tusind danskere, som gennem årene har engageret sig i kampen mod neonikotinoiderne.

    Danmarks Naturfredningsforening arbejder for en fuldstændig udfasning af landbrugets brug af sprøjtegifte. Aktuelt kæmper foreningen for at Danmark følger det tyske eksempel og indfører et totalforbud mod Roundup når den nuværende EU-tilladelse udløber i 2022. For at stoppe naturens tilbagegang har foreningen foreslået af 30% af det danske areal udlægges til natur i 2030, hvoraf 2/3 skal være vild natur.

    Fakta: Sådan vil regeringen udfase brugen af neonikotinoiderne

    • Indgrebet over for neonikotinoiderne er første element i en større bestøverstrategi, som skal udarbejdes i sammenhæng med den kommende natur- og biodiversitetspakke.
    • Neonikotinoider er, som udgangspunkt, forbudt i Danmark til udendørs anvendelse, ligesom i resten af EU.
    • Regeringen forbyder nu brugen af neonikotinoider til behandling af prydplanter i væksthuse og til anvendelse på golfbaner.
    • Med baggrund i de nyeste vurderinger fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet vil der kun være behov for dispensation i et år til bejdsning af sukkerroefrø med imidacloprid, der er den eneste tilbageværende dispensation til udendørsanvendelse i Danmark.

    Kontakt:

    Emil Nielsen
    Pressechef, Danmarks Naturfredningsforening
    31193246
    emil@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-naturfredningsforening-roser-regeringen-for-indgreb-mod-bidraebergift?releaseId=13583668