PRM / Kofod til NATO-møde: Retter blikket mod rummet

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    På mødet vil alliancens udenrigsministre lægge de sidste, afgørende brikker forud for NATO-mødet for stats- og regeringsledere i London 3.-4. december. Udenrigsministeren mødes desuden med NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg.

    Jeppe Kofod siger:

    “NATO og det transatlantiske bånd har i de seneste 70 år udgjort grundlaget for danskernes sikkerhed, tryghed og velstand. Der er ikke noget brugbart alternativ til NATO. Så når NATO i dag er udfordret af både ydre kræfter og indre spændinger, så skal vi ikke grave grøfterne dybere, men bygge bro mellem medlemslandene. Sammenhold og solidaritet er kernen i alliancen. Derfor tager Danmark også et stort ansvar for den fælles sikkerhed. Vi stiller op, når det gælder.”

    På dagens dagsorden er blandt andet byrdedeling, forholdet til Rusland og våbenkontrol efter INF-traktatens ophør. Udenrigsministrene fra Forsvarsalliancens 29 medlemslande skal også træffe beslutning om at anerkende rummet som et af NATO’s operationsområder på linje med land, vand, luft og cyberspace.

    Jeppe Kofod siger:

    “NATO’s evne til at tilpasse sig nye udfordringer har været en central ingrediens i opskriften på alliancens succes. Truslerne har ændret sig markant gennem 70 år fra den kolde krigs våbenkapløb, bekæmpelse af terrorisme til nutidens hybride- og cyber trusler og nye udfordringer i rummet. NATO skal være klar til at reagere i den tid og virkelighed, vi lever i, og følge med den teknologiske udvikling. Vi har ingen intention om at militarisere rummet, men når vi ser på alliancens samlede afskrækkelse og forsvar er det naturligt, at vi også retter blikket opad.”

    For yderligere information: Presserådgiver Poul Kjar, 41865975

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kofod-til-nato-mode-retter-blikket-mod-rummet?releaseId=13583463