PRM / Dansk Mode & Textil udpeger ny CSR- og bæredygtighedschef

    Pressemeddelelse fra Dansk Mode & Textil

    Brancheorganisationen for de danske mode- og tekstilvirksomheder, Dansk Mode & Textil (DM&T), siger farvel til sin CSR-chef gennem næsten ti år, Pia Odgaard, som går på pension. Som en konsekvens af dette, sker der ændringer i organisationen, der samtidig lægger endnu større vægt på bæredygtighed.

    Marie Busck overtager Pia Odgaards ansvarsområder og fremover får hun titel af CSR- og bæredygtighedschef, mens Jette Lindgaard bliver miljø- og bæredygtighedschef. Hun har hidtil været teknik- og miljøchef. De skal nu videreudvikle DM&T’s indsats på bæredygtighedsområdet, som er et af de væsentligste strategiske fokusområder i branchen.

    Pia Odgaard har været ansat som CSR-chef siden 2010, og var forinden da tilknyttet DM&T som konsulent.

    “Pia har spillet en stor rolle i at styrke mode- og tekstilbranchens CSR-arbejde igennem de seneste ti år. Hun har været ekstremt ambitiøs; ikke kun på DM&T’s men på hele branchens vegne, og hun har været en væsentlig faktor i arbejdet med at sætte bæredygtighed højere på branchens agenda. Det er en kapacitet, vi siger farvel til, og Pia skal have den største tak for det store stykke arbejde, hun har udført, og det engagement, hun altid har lagt for dagen,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i DM&T.

    Marie Busck har været ansat som CSR-medarbejder i DM&T siden 1. oktober i år, og det har hele tiden været planen, at hun skulle overtage ansvaret, når Pia Odgaard valgte at træde tilbage. Selvom det sker tidligere end planlagt, får det ingen indflydelse på Dansk Mode & Textils indsats for at styrke branchens bæredygtige omstilling, vurderer Thomas Klausen:

    “Maries CV taler for sig selv. Hun har omfattende erfaring og har haft det overordnede ansvar for CSR og ansvarlighed i store internationale organisationer som Lego og Flying Tiger Copenhagen. Samtidig har hun hurtigt vist en imponerende forståelse for branchens udfordringer og muligheder på bæredygtighedsområdet. Derfor er hun helt klar til at overtage ansvaret for CSR og bæredygtighed, og konstellationen med Marie og Jette er enormt stærk, og vidner om de store ambitioner, vi har på CSR-området,” siger han.

    Dermed får Jette Lindgaard og Marie Busck fremover ansvaret for DM&T’s indsatser på bæredygtighedsområdet. Det gælder både i medlemsrådgivningen, men også når det kommer til de overordnede strategiske retningslinjer på området, som skal bidrage til at øge tempoet i branchens bæredygtige omstilling. Derudover spiller de begge en væsentlig rolle i DM&T’s politiske arbejde inden for bæredygtighed, herunder sociale, miljø- og klimamæssige forhold.

    CV – Marie Busck

    • 2018-2019 Senior Advisor – Oxfam IBIS
    • 2015-2018 Head of CSR and Compliance – Flying Tiger Copenhagen
    • 2012-2015 Sen. Director and Head of Social Responsibility – LEGO
    • 2011- 2012 Director, Social and Human Rights – LEGO
    • 2006-2011 Human Rights & Business Advisor – Dansk Institut for Menneskerettigheder
    • 2006-2008 Human Rights Consultant – Novo Nordisk (udlånt fra Iinstitut for Menneskerettigheder)
    • 2004-2006 Project Researcher, Human Rights & Business – Dansk Institut for Menneskerettigheder

    Derudover har Marie Busck været bestyrelsesformand i Dansk Initiativ for Etisk Handel fra 2016-2018. Hun har en bachelor i religionshistorie fra Københavns Universitet, hvor hun også har taget en overbygning i religionssociologi og specialiseret sig i menneskerettigheder og udvikling.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationschef Simon Hansen tlf.: 40227222 email: sh@dmogt.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-mode-textil-udpeger-ny-csr–og-baeredygtighedschef?releaseId=13583369