PRM / Større overlevelse i hjerte-kar-sygdom forårsaget af tobak

    Pressemeddelelse fra Hjerteforeningen

    I Danmark dør 12.000 årligt af tobaksforårsaget sygdom. Det er et fald fra 2010-2012, hvor antallet var over 13.000 om året. Det viser en rapport, som Hjerteforeningen har fået udarbejdet af professor Knud Juel fra Statens Institut for Folkesundhed.

    Der er flere samvirkende årsager til nedgangen i dødsfald, som skyldes rygning, men ifølge forskningschef i Hjerteforeningen, Gunnar Gislason, skal den største enkeltårsag findes i, at færre dør af hjerte-kar-sygdom generelt. Stor udvikling på hjerte-kar-området, herunder bedre behandling, betyder at langt flere i dag lever med hjerte-kar-sygdom, herunder også med hjerte-kar-sygdom forårsaget af rygning.

    – Forbedringen i behandlingen af hjerte-kar-sygdomme betyder, at færre dør – også af tobaksrelateret hjerte-kar-sygdom, siger Gunnar Gislason.

    Lang vej igen
    En anden faktor til, at færre dør af tobaksrelateret sygdom er ifølge rapporten en nedgang i antallet af rygere over en lang historisk periode. Hvor det for 30 år siden var næsten halvdelen af danskerne, der røg, er det i dag 23 %, der ryger dagligt eller lejlighedsvist.

    – Selv om indsatsen mod rygning begynder at slå igennem nu og altså bl.a. kan ses ved færre dødsfald forårsaget af røg, så er der stadig lang vej igen. 12.000 årlige dødsfald, som skyldes rygning, er stadig 12.000 for mange, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, og fortsætter:

    – Men indsatsen mod tobak virker, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter den.

    Rygning er årligt skyld i 9240 nye patienter, som skal leve med en hjerte-kar-sygdom, fordelt på 440 tilfælde af hjerteklapsygdom, 1.400 tilfælde af hjertesvigt, 3.000 tilfælde af iskæmisk hjertesygdom, 1.700 tilfælde af forkammerflimren og 2.700 tilfælde af karsygdomme i hjernen.

    Kontakt:

    PRESSENUMMER 33 66 99 30

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/storre-overlevelse-i-hjerte-kar-sygdom-forarsaget-af-tobak?releaseId=13583270