PRM / Trafikmåling mellem Kirke Værløse og Hillerød-motorvejen

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Langsom kørsel og ventetid er hverdag for bilister, der kører fra Kirke Værløse og mod motorvejen. Nu vil Furesø Kommune i samarbejde med selskabet TrafficMetrics forsøge at måle den faktiske trafikmængde og transporttid fra Lejrevej i Kirke Værløse til Kollekollevej.

    Ved hjælp af små kameraer, der kun registrerer nummerpladen, sendes data om antal biler og deres hastighed fra A til B krypteret videre til TrafficMetrics’ programmer for at blive lavet om til beregninger. Dataene bliver derefter kun brugt til statistiske forhold i anonymiseret form. Kameraerne gemmer ingen billeder, og disse kan hverken forefindes eller genskabes. Og det er en vigtig pointe, understreger Dorrit Jakobsen Gundstrup, vejchef i Furesø Kommune.

    “Kameraovervågning er et emne, der nemt vækker bekymring. Men her registrerer kameraerne udelukkende nummerpladen længe nok til, at køretiden mellem A og B kan beregnes. Derefter slettes data igen, og ingen kan derfor misbruge oplysningerne til overvågning,” siger hun.

    Ønske fra borgerne

    Baggrunden for den udvidede trafikmåling er, at flere borgere har udtrykt, at strækningen er svært fremkommelig på visse tider af døgnet. Da der er tale om myldretid i spidsbelastningsperioder, har Furesø Kommune også længe ønsket at kende antallet af køretøjer på strækningen, hvornår der opstår tæt trafik, samt hvordan dette påvirker gennemfartstiden. Derfor forventer kommunen, at forsøget giver mulighed for at måle effekten af de tiltag, Furesø Kommune gennemfører for at få trafikken til at glide bedre på strækningen.

    Som borger kan du selv følge med i trafikmængden og den gennemsnitlige køretid på Furesøs hjemmeside furesoe.dk.

    Fakta:

    • Kameraerne hænger på Kolle Kollevej ud for tankstationen og på Lejrvej før rundkørslen ved Kirke Værløsevej
    • Kameraerne opfanger køretøjer og registrerer automatisk nummerpladen, dato og tid.
    • Ingen indsamlede data er personfølsomme. De krypteres dog alligevel alle sammen.
    • Data anvendes udelukkende til at beregne en gennemsnitlig gennemfartstid på strækningen, sammenholdt med trafikmålinger fra de målepunkter, der findes.
    • Alle data slettes i måleenheden i kameraerne efter senest to dage. Data slettes øjeblikkeligt, når der er fundet et match dvs. at nummerpladen er registret ved både punkt A og B.

    Kontakt:

    Afdelingsleder for Vej og Park, Dorrit J. Gundstrup, tlf. 7235 5360

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/trafikmaling-mellem-kirke-vaerlose-og-hillerod-motorvejen?releaseId=13583064