PRM / Udenrigsministeriet bliver grønt

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Og til det formål udnævner udenrigsministeriet 15 nye klimafrontposter, et nyt grønt kontor og lancerer samtidig sin første bæredygtighedsstrategi.

    “Jeg vil bruge Udenrigsministeriet til at skabe grøn omstilling i hele verden. Det handler om at udfolde regeringens store klimaambitioner og anvise danske løsninger. Derfor ser vi på alle politikområder inden for udenrigs-, handels- og udviklingspolitikken, hvor det giver mening at indtænke klima og bæredygtighed. Og derfor udpeger vi 15 af vores ambassader rundt om i verden til at være klimafrontposter. De får til opgave at sætte turbo på arbejdet med at fremme grønne danske løsninger i verden. Og de skal arbejde for dansk lederskab på Verdensmål 7 om bæredygtig energi. Det betyder også, at Udenrigsministeriet omorganiseres, så der også bliver en klar organisatorisk forankring af vores globale grønne tiltag. Vi skal i endnu højere grad bruge diplomatiet og flere ressourcer på den grønne omstilling,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

    Det er ambassaderne i Abu Dhabi, Beijing, Berlin, Hanoi, Jakarta, Mexico, Nairobi, New Delhi, Paris, Pretoria, Seoul, Tokyo, Washington, FN-missionen NY og EU-repræsentationen i Bruxelles, der er udpeget som klimafrontposter.

    På Asiatisk Plads i København oprettes tilmed et nyt grønt kontor, der skal drive og sætte alle sejl ind på en global, grøn og fair omstilling. Danmark har meget byde på: et styrket grøntdiplomati og konkrete løsninger samt udviklingsbistand i verdensklasse.

    Dertil siger Rasmus Prehn:

    “Vi står over for en klimakrise på verdensplan, som skal løses nu. Hvis vi skal lykkes, kræver det, at alle byder ind. Derfor oprettes der i Udenrigsministeriet et grønt kontor, som gensidigt forstærker udviklings-, handels- og udenrigspolitikken. Kontoret vil arbejde for at accelerere grøn, bæredygtig og fair omstilling internationalt med afsæt i hele udenrigstjenestens klaviatur. Vi skal styrke partnerskabstankegangen og samarbejdet mellem virksomheder, myndigheder, forskning og civilsamfundsorganisationer.”

    Endelig ser både udenrigsminister Jeppe Kofod og udviklingsminister Rasmus Prehn frem til at medvirke til at lancerer en bæredygtighedsstrategi for diplomatiets virke.

    Målet er at blive blandt verdens fem mest bæredygtige udenrigstjenester i verden i løbet af de næste fem år, og det vil være en ny ledetråd i dagligdagen for diplomatiet. Den samlede CO2-udledning skal reduceres. Ministeriet vil bidrage til verdensmålene ved at gå foran og tænke bæredygtighed ind i kontrakter og udbudsprocesser, administration af bygninger, de menneskelige fælleskaber m.v.

    Pressekontakt:

    Presserådgiver for udenrigsministeren, Poul Kjar, tlf. +45 41 86 59 75

    Presserådgiver for udviklingsministeren, Maria Westh, tlf. +45 50 77 86 64

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udenrigsministeriet-bliver-gront?releaseId=13582859