PRM / Danmark og Tyskland søsætter et brag af et venskabsår

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    I anledningen af lanceringen siger den danske udenrigsminister Jeppe Kofod:
    “Forholdet mellem Danmark og Tyskland har måske aldrig været bedre, end det er i dag. Derfor skal det dansk-tyske venskabsår bruges både til at fejre alt dét, vi allerede har opnået og til yderligere at styrke vores politiske og økonomiske samarbejde. Tyskland og Danmark er uløseligt forbundet af vores fælles historie. En levende historie udtrykt i familiebånd, venskaber, handel og samarbejde. Det markerer vi i dag – og i hele 2020”

    Den tyske udenrigsminister Heiko Maas fremhæver:
    “Tyskland og Danmark er ikke kun politisk dybt forbundet, men også kulturhistorisk og idéhistorisk: Litteratur, arkitektur, pædagogik – på utallige områder har Danmark og Tyskland inspireret hinanden gensidigt. Dette vil vi fejre med vores Kulturelle Venskabsår og puste nyt liv i den gensidige intellektuelle nysgerrighed.”

    I løbet af venskabsåret kommer fremtidens kulturudtryk og Danmark og Tysklands fælles historie til at stå øverst på programmet, når en bred vifte af kulturtilbud kommer helt tæt på publikum i de to lande. Den højtidlige optakt med åbningen af særudstillingen “Tyskland” på Nationalmuseet i dag er startskuddet til mere end 100 arrangementer og 12 store fyrtårnsprojekter i begge lande, der fremhæver de særlige bånd, som knytter Danmark og Tyskland sammen.

    Den danske kulturminister Rasmus Prehn siger:
    “Når vi markerer et kulturelt venskabsår, så handler det ikke kun om at fremhæve vores historiske bånd. Det handler også om at fejre vores fælles værdier i en tid, hvor det mere end nogensinde før er vigtigt, at vi forstår, hvad der binder os sammen. Jeg er imponeret over det stærke kunstneriske og kulturelle indhold, som venskabsåret byder på. Der er fokus på både klassisk kultur, nye kunstneriske udtryk, kulturelle samtaler og debatmøder.”

    “Netop i en tid, hvor det europæiske samarbejde er under pres og gensidig afgrænsning lande imellem vinder frem, er vores tætte samarbejde for et fælles ansvar i det europæiske kulturområde noget vi kan regne med. Det dansk-tyske Kulturelle Venskabsår, der fejres i begge lande og på begge sider af grænsen, sætter på imponerende vis kreativitet og innovation i centrum i al deres mangfoldighed.” siger præsident for Goethe-instituttet Klaus-Dieter Lehmann.

    Det sker i løbet af venskabsåret
    Alle er inviteret med, når mere end 100 små og store arrangementer, udstillinger, talks, symposier, koncerter, festivaler, forestillinger og skarpe debatter løber af stablen i både Danmark og Tyskland i 2020.

    I Danmark vender udstillingen “Tyskland” på det danske Nationalmuseum blikket mod Tysklands historie, præget af Goethe, Bauhaus og Volkswagen 30 år efter Murens fald. I Aarhus og Hamborg vil udstillingen “Always together – mostly happy” fra 1. maj til 30. september give indblik i moderne billedkunst, når 14 aktuelle kunstneres arbejde fra den unge kunstscene i Danmark og Tyskland vises frem og d. 19. november åbner udstillingen “Thorvaldsen & Ludwig” i Glyptothek München i anledning af billedhuggeren Bertel Thorvaldsens 250. fødselsdag. Blandt fyrtårnsprojekterne i Tyskland kan fremhæves Antikensamlung Münchens udstilling af Statens Kunstfonds smykkesamling Vores Smykker fra 10. marts til 14. juni.

    Musik, debat og scenekunst i højsædet
    Med Bertolt Brechts “Mutter Courage og hendes børn” bringer det Kongelige Teater fra 6. marts og frem til 18. april et af den moderne dramatiks mest eftertrykkelige stykker til den danske teaterscene. I anledning af Beethovens 250 år præsenterer STEGREIF Orchester i april 2020 i Aarhus sit nye musikalske program til Beethovens 9. symfoni. Og i Tyskland har Schleswig Holstein Musik festival, der løber af stablen i juli og august 2020, fokus på Carl Nielsen med mere end 50 koncerter af danske musikere, orkestre, dirigenter og solister.

    I september er den danske musikscene i fokus på Reeperbahn Festival i Hamburg i samarbejde med Music Export Denmark og i november afholder Humboldt Forum to dages kultur- og debatfestival i Berlin inspireret af Folkemødet på Bornholm, Kulturmødet på Mors og Ungdommens folkemøde.

    Fakta
    Fra Udenrigsministeriets og Kulturministeriets samarbejdsaftale om Danmarks Internationale Kulturudveksling er der ydet en bevilling på i alt 4 millioner kroner til kulturindsatsen i Tyskland. Derudover støtter Statens Kunstfond forskellige kunstneriske aktiviteter med 2,8 millioner kroner, ligesom de enkelte aktører selv investerer midler i arrangementerne. Den tyske kulturindsats i Danmark er finansieret af det tyske Udenrigsministerium og Goethe-Institut Dänemark med i alt 5,2 millioner kroner.

    Læs mere om Det dansk-tyske Kulturelle Venskabsår 2020.

    Yderligere oplysninger:
    For udenrigsminister Jeppe Kofod: Presserådgiver Anders Vestergaard Kaldan, 20 59 21 80

    For kulturminister Rasmus Prehn: Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-og-tyskland-sosaetter-et-brag-af-et-venskabsar?releaseId=13582831