PRM / Formand for lederforeningen i BUPL: Bedre kvalitet kræver flere pædagoger

    Pressemeddelelse fra BUPL

    TV2’s dokumentarudsendelse om hverdagen i to daginstitutioner i Viborg og Aars har givet landets politikere og offentligheden indsigt i forholdene for børn og pædagogisk personale, som ingen kan sidde overhørig, mener formanden for lederforeningen i BUPL, Eva Munck Immertreu.

    “Det er tydeligt for enhver, at selv om ledelsen og strukturen er nok så god, og den pædagogiske faglighed hos personalet høj, så kan det ikke stå alene. Når lederne er tvunget til at lade pædagogerne være alene med store børnegrupper, så kommer kvaliteten til at halte,” siger Eva Munck Immertreu, der repræsenterer godt og vel 4000 pædagogfaglige ledere.

    Hun roser de ledere, forældre og kommuner, der har inviteret offentligheden indenfor i deres daginstitutioner i den nye TV2-dokumentar.

    “Det er ikke nemt at åbne dørene, når man ved, at medarbejderne kæmper for at få enderne til at hænge sammen hver eneste dag, og at det som tv-optagelserne viser, ikke nødvendigvis er det, man gerne vil kendes for. Men det er nødvendigt, og derfor er der stor grund til at rose lederne i Markvænget og Unoden samt de to kommuner for deres åbenhed,” siger Eva Munck Immertreu.

    En stor undersøgelse blandt de pædagogfaglige ledere viser, at over halvdelen af daginstitutionerne må lave vagtplaner med planlagt “alenetid” – altså hvor en pædagog står alene med børnegrupper på i gennemsnit 18 børn. Ellers hænger skemaet ikke sammen.

    Formanden for lederforeningen i BUPL håber, at dokumentaren vil føre til, at politikerne nu tager det første store skridt i forhold til at forbedre forholdene i landets daginstitutioner og indføre minimumsnormeringer i forbindelse med finansloven for 2020.

    “God pædagogfaglig ledelse er vigtig, men vi kommer bare ikke uden om, at bedre normeringer og flere pædagoger er en grundforudsætning for at hæve kvaliteten i landets daginstitutioner. Så enkelt er det,” siger lederformanden.

    Kontakt:

    Pressechef Laurids Bæk Simonsen tlf.: 22833692 email: lbs@bupl.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/formand-for-lederforeningen-i-bupl-bedre-kvalitet-kraever-flere-paedagoger?releaseId=13582788