PRM / Nyt kommunalt affaldsselskab giver forsyningssikkerhed

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Usikkerhed og tvivl skabt af en privat renovatør har fået kommunerne Albertslund, Ballerup, Furesø, Ishøj og Vallensbæk til at gå sammen og oprette det kommunalt ejede affaldsselskab, Ressourceindsamling A/S. Det står klart, efter kommunalbestyrelserne i de fem kommuner nu har godkendt etableringen af affaldsselskabet.

    Oprettelsen af Ressourceindsamling A/S sker i kølvandet på, at den nuværende private renovatør i de fem kommuner tidligere i 2019 valgte at opsige kontrakten. Det skete med begrundelsen, at kontrakten var tabsgivende. Efterfølgende trak renovatøren opsigelsen tilbage, men episoden har fået kommunerne til at tvivle på, om renovatøren på sigt ville kunne udføre en pålidelig affaldsindsamling.

    Kommunerne har derfor besluttet, at løsningen på den opståede usikkerhed er at hjemtage affaldsindsamlingen med start i begyndelsen af 2020 og frem til maj 2021. Her udløber den formelle samarbejdskontrakt mellem kommunerne.

    “Det handler kort og godt om at sikre, at borgerne får hentet deres affald. Opgaven skal løses til borgernes tilfredshed, til gavn for miljøet og ikke mindst på en økonomisk forsvarlig måde. Hvem der løser opgaven efter foråret 2021, må vi se på sammen med de andre kommuner. Vi står i en situation, hvor vi er nødt til at gøre noget nu, så borgerne får hentet deres affald. Det føler jeg mig overbevist om, at vi har fundet en god løsning på med det nye, kommunale selskab”, siger formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, Lene Munch-Petersen (A).

    Ingen ændring i tømning – men mindre takststigning

    Kommunerne har de seneste måneder forhandlet med den nuværende private renovatør om erhvervelse af materiel, flytning af mandskab og kontrakter, og derfor vil borgerne i de fem kommuner som udgangspunkt ikke mærke nogen forskel, når Ressourceindsamling A/S i begyndelsen af 2020 vil stå for indsamlingen.

    “Lastbilerne vil være de samme. Affaldssorteringen og tømmedagene er også de samme. Efter planen vil det også være de nuværende medarbejdere, der kommer til at køre ruterne. Det glæder mig rigtig meget, at vi kommer til at fastholde erfaringen og kendskabet til vores lokalområde – det er altafgørende for, at vores borgere ikke kommer til at mærke forskel i dagligdagen”, siger Lene Munch-Petersen.

    Borgerne i de fem kommuner vil dog opleve en mindre takststigning pr. husstand pr. år. I Furesø Kommune forventer man, at stigningen bliver ca. 140 kr. pr. år pr. husstand. En stigning som er uundgåelig.

    “Takststigningen kunne vi ikke komme udenom – uanset hvem, der henter affaldet. Det har bare vist sig at være dyrere end antaget at få hentet affaldet, og underskuddet ville kommunerne alligevel skulle dække på et tidspunkt. Nu tager vi en mindre stigning samtidig med oprettelsen af det nye selskab, så vi ikke får store ekstraregninger, der må resultere i besparelser andre steder”, siger Lene Munch-Petersen.

    Ressourceindsamling A/S vil efter planen få base i Albertslund Kommune.

    Kontakt:

    Lene Munch-Petersen, formand for Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, lmp@furesoe.dk, 7216 5660
    Claus Torp, by- og kulturdirektør, clt1@furesoe.dk, 7216 5858.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-kommunalt-affaldsselskab-giver-forsyningssikkerhed?releaseId=13582786