PRM / Vil få hele Skandinavien til Danmark: Landets største privathospital går ind i fertilitetsbehandling

    Pressemeddelelse fra Aleris-Hamlet Hospitaler A/S

    Mere end hver tiende dansker lider af ufrivillig barnløshed, og sidste år blev der udført over 30.000 fertilitetsbehandlinger på danske patienter. Det viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab. Men de ufrivilligt barnløse kan risikere at vente op til 52 uger på behandling i det offentlige – og derfor træder en ny aktør nu på banen.

    Landets største privathospital, Aleris-Hamlet Hospitaler, har netop slået dørene op til Aleris-Hamlet Fertility, der er Danmarks første fertilitetsklinik på et privathospital.

    – Vi har set et stort behov i markedet for en ny tværfaglig tilgang til fertilitetsbehandling, så det er muligt at tage hånd om hele fertilitetsforløbet. Med Aleris-Hamlet Fertility har vi skabt de perfekte rammer med gode faciliteter, avanceret teknologi og en unik tværfaglighed. Vi har et helt hospital i ryggen og kan efter behov inddrage mange andre faglige eksperter som gynækologer, urologer, anæstesiologer, psykologer og diætister. På den måde sikrer vi den optimale udredning, behandling og støtte gennem hele fertilitetsforløbet, fortæller Nis Alstrup, der er administrerende direktør i Aleris-Hamlet Hospitaler.

    Vil være markedsførende

    Ambitionerne for den ny fertilitetsklinik er store. Målet er nemlig at blive Skandinaviens førende fertilitetsklinik, og udover danske kvinder, at tiltrække kvinder fra både Norge og Sverige.

    – Vi har investeret et tocifret millionbeløb i etableringen af den ny fertilitetsklinik, og vores ambition er at blive Danmarks og Nordens største og førende fertilitetsklinik inden for tre år, oplyser Nis Alstrup.

    Ifølge Dansk Fertilitetsselskab blev der sidste år foretaget 8.321 fertilitetsbehandlinger på udlændinge i Danmark.

    – Lovgivningen i Norge og Sverige er ret restriktiv, og der er en stor interesse for at komme til Danmark for fertilitetsbehandling. Vi kan udnytte, at vi har hospitaler i Norge og Sverige, der kan foretage de indledende scanninger, så patienterne kun skal have foretaget ægudtagning og ægoplægning i Danmark, fortæller Nis Alstrup

    Nye forskningsresultater tages i brug

    I spidsen for Aleris-Hamlet Fertility står en af Danmarks førende fertilitetsoverlæger, klinikchef Negjyp Sopa, der står bag et nyt opsigtsvækkende forskningsprojekt, hvor han er lykkedes med at reducere risikoen for overstimulering hos kvinder i reagensglasbehandling. Den metode kommer han til at gøre brug af på patienterne på Aleris-Hamlet Fertility.

    – Jeg har selv udført hvert eneste step i dette forskningsprojekt, der forløb over tre år og er meget sikker på resultaterne. Derfor forventer jeg også, at vi kan gentage og forhåbentligt endda forbedre resultaterne på Aleris-Hamlet Fertility, siger Negjyp Sopa.

    Kontakt:

    Birgitte Hoffmann
    Presseansvarlig, Aleris-Hamlet Hospitaler
    (+45) 29 68 76 65
    Birgitte.hoffmann@aleris-hamlet.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vil-fa-hele-skandinavien-til-danmark-landets-storste-privathospital-gar-ind-i-fertilitetsbehandling?releaseId=13582155