PRM / Madklubben-imperiet vinder Temaprisen 2019 i region Hovedstaden

    Pressemeddelelse fra PwC

    I forbindelse med Årets Ejerleder 2019 overrækkes for tredje gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, formål og værdier, og derigennem er lykkedes med at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft samt at skabe konkurrenceevne. Prisen går i år til Relevant Holding ApS og ejerlederen Anders Aagaard, som står bag det succesfulde Madklubben-imperium, der i dag tæller 24 spisesteder fordelt i henholdsvis København, Aarhus og Esbjerg og bespiser mere end 1 million gæster årligt.

    “Temaprisen går til Anders Aagaard Jensen, der gennem ydmyghed, hårdt arbejde og et fokus på hele tiden at være relevant for kundegruppen har formået at skabe en restaurationskæde, som har medvirket til at ændre danskernes spisevaner og det at gå ud og spise,” udtaler Flemming Eghoff, partner i PwC i København og Hillerød og fortsætter:

    “Det er i høj grad baggrunden for Anders Aagaard Jensens succes, at han fra begyndelsen har haft et klart formål og nogle tydelige værdier, som har været inderste drivkraft for koncernen. Anders sætter en ære i at være nærværende, autentisk og ikke mindst ærlig – og så rammer hans spisekoncept bredt og gør Madklubben til “allemandseje” blandt danskerne”.

    Formålet er at være relevant – værdien er at være ærlig

    For Anders Aagaard Jensen og Madklubben er formålet i 2019 det samme, som det var i begyndelsen i 2005, nemlig at være relevant. Dette har været fundamentet for hele strategiplanen og er i dag kogt ned til visionen og det løfte, der gives til kunderne: Ærlighed smager bedst.

    “Anders Aagaard Jensen er en ejerleder, der ikke blot fortæller vejen, men viser vejen og fokuserer på, at alle medarbejdere ‘lever Madklubben’. Selvom koncernen i dag tæller mere end 400 ansatte, så er Anders dybt involveret i koncernen og sætter en ære i at være synlig i alle enheder. Derudover arbejder han og ledergruppen ud fra en udførlig strategiplan, som er fundamentet for hele virksomheden. Madklubbens succes er resultatet af Anders’ erfaring, fokus og energi,” siger regionsdirektør i Nykredit Axel U. Henriques.

    Hos Dansk Erhverv er markedsdirektør, Jakob Ullegård, enig i, at den rette vinder af Temaprisen 2019 i region Hovedstaden er Anders Aagaard:

    “Anders Aagaard Jensen har formået at få årets tema, formål og værdier, til at gennemsyre virksomheden på alle områder. Han har med en tydelig vision og retning for Madklubben formået at skabe en stor succes og et velkendt brand, hvilket bl.a. er en af årsagerne til, at Anders i dag ikke er væsentligt udfordret på at rekruttere tilstrækkeligt og kvalificeret personale,” udtaler Jakob Ullegård.

    Vinder af Årets Ejerleder i region Hovedstaden 2019

    Vinderen af Årets Ejerleder 2019 i region Hovedstaden blev Knud Erik Andersen, ejerleder i European Energy A/S (Søborg), der udvikler vindmølle- og solcelleprojekter med henblik på helt eller delvist salg til investorer (pensionskasser m.fl.), der søger stabile afkast. Knud Erik Andersen har på 15 år gjort virksomheden til et milliardforetagende og en vigtig spiller i branchen.

    Fakta om Årets Ejerleder 2019
    Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier.

    De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

    Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

    Tidligere temaprisvindere

    Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S (2018), Per Smedegaard fra Kjærgaard A/S (2017), Charlotte Gueniau fra RICE A/S (2016)

    Kontakt:

    PR Manager Malene Billund fra PwC på mobil 5133 2378 eller Pernille Plougheld fra Nykredit på mobil 3045 1006.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/madklubben-imperiet-vinder-temaprisen-2019-i-region-hovedstaden?releaseId=13581661