PRM / I morgen indvies ny kræftrådgivning til kræftpatienter og pårørende ved Herlev Hospital

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    – Jeg glæder mig meget over, at vi nu indvier vores fantastiske, nye kræftrådgivning i Herlev, det syvende Livsrum, vi bygger sammen med foreningen Realdania. Vores ønske er at tilbyde kræftpatienter og pårørende et smukt frirum, der inviterer til hjemlighed, varme og ro med plads til både rådgivning, samvær og motion. Det synes jeg er lykkedes til fulde, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

    – Vi kan se hospitalet fra huset, og det betyder at hjælp og støtte er tæt på for kræftpatienter og pårørende som er til behandling. Det giver også en helt unik mulighed for samarbejde med hospitalet, som vi glæder os meget over. En stor tak til foreningen Realdania for den fine støtte, og det fantastiske samarbejde om Projekt Livsrum, slutter han.

    Tæt samarbejde med Herlev Hospital

    Beliggenheden styrker det allerede gode samarbejde med læger, sygeplejersker og fysioterapeuter fra Herlev Hospital. Blandt andet tilbydes hospitalets træningstilbud ‘Krop og Kræft’ – som er en integreret del af kræftbehandlingen til nogle patientgrupper – i kræftrådgivningen:

    – At blive ramt af kræft er alvorligt og vender op og ned på hele ens liv. Samvær med andre i samme situation, motion og træning under forløbet samt undervisning af både patienter og pårørende kan gøre en kæmpe forskel for, at man bliver godt rustet til behandlingen. Derfor glæder det mig, at Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning nu bliver indviet helt tæt på Herlev Hospital. Det er en kæmpe fordel for mennesker, der er i behandling på hospitalet og giver mulighed for at flere f.eks. kan deltage i træningen hos ‘Krop og Kræft’. Jeg arbejder for et mere menneskeligt sundhedsvæsen, og Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning er et vigtigt skridt på vejen, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S).

    Kræftrådgivningen er en vigtig støtte

    Personalet i den nye kræftrådgivning kommer fra Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Lyngby. Flytningen af kræftrådgivningen i Lyngby til det nye byggeri i Herlev Kommune er et led i Kræftens Bekæmpelses strategiske ønske om at ligge tæt på de kræftbehandlende sygehuse. Undersøgelser af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger viser nemlig, at antallet af brugere stiger, hvis kræftrådgivningerne ligger tæt på hospitalerne:

    – Kræftens Bekæmpelse udfører et kæmpe arbejde – og et vigtigt arbejde – for mennesker med kræft og deres pårørende. Her I Herlev er vi stolte over at skulle huse ét af de syv Livsrum, og da vi i forvejen lægger kvadratmeter til et af landets største hospitaler, giver det en unik mulighed for samarbejde og kontinuitet i behandlingen. Det vil gavne mange patienter og pårørende i fremtiden, siger borgmester i Herlev Thomas Gyldal Petersen.

    Helende arkitektur

    Den nye kræftrådgivning er et såkaldt Livsrum bygget efter principper om helende arkitektur. Her er der fokus på at skabe nære og rolige rammer, hvor kræftpatienter og pårørende føler sig hjemme. Bag den skærmende facade af træ er en grøn gårdhave, lysindfald fra mange terrasser og et levende indendørs træ. Selve indretningen er en blanding af organiske materialer og rå beton.

    – Livsrum-rådgivningerne – både denne i Herlev og de øvrige seks landet over – skal signalere en anden funktion og stemning end et hospital. Et sted mellem hjem og sygehus. Og det er netop, hvad arkitektur kan gøre, for vi bliver alle påvirket af de rum, vi opholder os i. De kræftramte og deres pårørende skal opleve trygge, rolige og hjemlige rammer, og samtidig en stemning der indbyder til åbenhed og samvær med andre i samme situation, siger Jesper Nygård, adm. direktør i foreningen Realdania.

    Ingen skal stå alene med kræft
    Alle med kræft inde på livet er velkomne til at lægge vejen forbi kræftrådgivningen til en samtale med en rådgiver eller til en kop kaffe. Kræftrådgivningen i Herlev tilbyder individuelle- og gruppesamtaler, grupper, træningstilbuddet “Krop og Kræft”, aktiviteter og udflugter, kurser eller foredrag med fokus på mad, motion, søvn og tanker.

    Find alle Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud til kræftpatienter og pårørende på www.vi-hjælper.dk

    Kontakt:

    Kræftens Bekæmpelse:
    Adm. direktør Jesper Fisker via kommunikationskonsulent Didder Oppermann, 2115 1331

    Foreningen Realdania:
    Adm. direktør Jesper Nygård via pressechef Pia Møller Munksgaard, 2969 5249

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/i-morgen-indvies-ny-kraeftradgivning-til-kraeftpatienter-og-parorende-ved-herlev-hospital?releaseId=13581517