PRM / Ros til Favrskov Kommune for fokus på erhvervsuddannelser

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    I Favrskov bliver der gjort meget for at få flere unge til at se muligheder i en fremtid som fx murer, tømrer eller anlægsgartner. Kommunen har f.eks. indgået en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, der betyder, at parterne arbejder sammen om at finde lærepladser til de unge, der vælger en uddannelse inden for bygge- og anlægsbranchen.

    Favrskov Kommune har også andre indsatser for at sikre fremtidens faglærte. F.eks. besøger kommunens ottendeklasser hvert år danmarksmesterskaberne i “Skills” (håndværksfag), og de lokale virksomheder åbner dørene for skoleklasser, så eleverne kan se, hvad de kan bruge en erhvervsuddannelse til.

    – Det er meget positivt, at Favrskov Kommune har iværksat så mange forskellige initiativer, der kan inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Initiativerne er vigtige, hvis de lokale virksomheder i fremtiden skal have mulighed for at skaffe medarbejdere fra lokalområdet. I Favrskov Kommune vælger 22,9 procent af de unge at tage en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Det er flot og ikke langt fra det nationale mål om, at mindst 25 procent i 2020 skal vælge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, siger bestyrelsesmedlem Claus M. Madsen, der repræsenterede Dansk Byggeri Østjylland på mødet sammen med bestyrelsesmedlem Johnny Bæk Pedersen.

    En god dialog med de lokale virksomheder
    På mødet talte parterne også om, hvordan kommunen kan optimere sin behandling af byggetilladelser, så de fremover bliver håndteret langt hurtigere end i dag.

    – Vi er klar over, at nogle borgere og virksomheder oplever ventetid for at komme i gang med at bygge. Derfor har vi tilført flere resurser til opgaven. For erhvervsbyggeri er byggesagsbehandlingen helt gratis, og for både erhvervsliv og private borgere har vi tilbud om gratis fordialog, inden de indsender byggeansøgningen. Fordialogen betyder en smidigere og mere effektiv sagsbehandling, hvilket resulterer i, at vores sagsbehandlingstider falder, siger borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring.

    Borgmesteren glæder sig også over, at parterne på det årlige dialogmøde kan drøfte, hvad kommunen gør godt, og hvor kommunen kan forbedre sig.

    – Jeg synes, at vi har en rigtig god dialog med vores lokale virksomheder. Deres input betyder, at vi bliver bevidste om, hvor vi helt konkret kan sætte ind for at sikre, at de har gode rammer og vilkår, siger borgmester Nils Borring.

    Kontakt:

    Borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring, telefon 30 30 82 24
    Bestyrelsesmedlem i Dansk Byggeri Østjylland, Claus M. Madsen, telefon 40 71 41 12

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ros-til-favrskov-kommune-for-fokus-pa-erhvervsuddannelser?releaseId=13581521