PRM / 192 millioner til at bekæmpe sult

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Flere og flere mennesker går sultne i seng hver aften. Minister for Udviklingssamarbejde, Rasmus Prehn, annoncerer nye bevillinger på 192 millioner kr. for at styrke indsatsen mod sult med særligt fokus på Afrika.

    “Én ud af ni personer i verden går sultne i seng. I Afrika drejer det sig om helt op til hver femte. Med de 192 millioner kr. giver vi en håndsrækning, der vil hjælpe tusinder med at få mad på bordet.” – udtaler Rasmus Prehn

    Bevillingerne går til FN og Den Internationale Røde Kors Komité med primært fokus på Afrika. Ifølge FN er flere end 113 millioner mennesker i 53 lande ramt af sult – 10 millioner flere end sidste år – og 821 millioner er kronisk fejlernærede.
    Udviklingsministeren udtaler – “Lige nu går det den forkerte vej med verdensmål 2, der handler om at bekæmpe sult. Sult og fejlernæring koster liv og sender hele samfund på katastrofekurs. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi knækker koden og sikrer adgang til fødevarer for alle. Vi har fokus på det akutte, men også på at gøre folk i stand til at hjælpe sig selv. Fx gennem vores samarbejde med Verdensbanken”

    Foruden kontantbeløbet bringer ministeren emnet på banen under sin deltagelse i Verdensbankens årsmøde, bl.a. til sit møde med UNICEF’s direktør, Henrietta Fore, senere i dag. En nylig rapport fra UNICEF viser, at 200 millioner af verdens børn lider af underernæring.

    Baggrund

    De 192 millioner kroner er fordelt på følgende: I det vestlige og nordlige Afrika vil FN’s Fødevareorganisation (WFP) og Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) modtage 20 mio. kr. hver især. I relation til fødevarekrisen på Afrikas Horn vil FN’s humanitære landefond i Etiopien og Somalia modtage 56 mio. kr., FN’s Fødevareorganisation i Sydsudan vil modtage 25 mio. kr. og den Internationale Røde Kors Komité vil modtage 55 mio. kr. Dertil modtager FN’s Fødevareprogram i Bangladesh 16 mio. kr.

    For yderligere information kontakt:

    Laura Sørensen Topp, presserådgiver, tlf. 61 97 92 41, lautop@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/192-millioner-til-at-bekaempe-sult?releaseId=13581551