PRM / Myrer bekæmper plantesygdomme

    Pressemeddelelse fra Aarhus Universitet: Science and Technology

    Myrer lever tæt sammen i deres tuer og er derfor udsat for stor smittespredning. Men de har deres egen medicin mod sygdomme. Dels er de meget hygiejniske, dels kan de kurere sig selv og hinanden med antibiotika, som de selv leverer. Gennem nogle kirtler i kroppen udskiller myrerne antibiotika, ligesom bakterie-kolonier, som myrerne dyrker på deres ben og bryst, også kan afgive antibiotika.

    Forskerne viste tidligere, at skovmyrer, der blev flyttet til en æbleplantage, reducerede to æblesygdomme (skurv og æbleråd) i plantagen. Det fik forskerne til at grave sig gennem den eksisterende litteratur, hvor de nu har fundet videnskabelig belæg for, at myrer kan hæmme mindst 14 forskellige plantesygdomme.

    “Vi ved endnu ikke, hvordan myrerne kurerer de planter, de kravler på,” fortæller seniorforsker Joachim Offenberg Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, der har stået i spidsen af undersøgelserne.

    “Men vi ved, at myrerne afsætter kemiske duftstoffer på deres stier på planterne, så de kan finde vej. Og vi ved, at nogle af disse stoffer har antibiotiske egenskaber. Den kurerende effekt på plantesygdommene skyldes nok disse stoffer,” forklarer Joachim Offenberg.

    Forskerne satser på, at myrerne og deres antibiotika med tiden kan bruges i landbruget.

    “Vi håber at vi med mere forskning inden for feltet kan afsløre nye typer biologiske bekæmpelsesmidler, som kan bruges i kampen mod landbrugets resistente plantesygdomme,” siger Joachim Offenberg.

    Og tanken er ikke den rene utopi: Andre forskere har fundet antibiotika på en afrikansk myrer, som er i stand til at slå MRSA og andre multiresistente bakterier ihjel.

    Kontakt:

    Seniorforsker Joachim Offenberg
    Institut for Bioscience – Plante- og insektøkologi,
    Aarhus Universitet

    Mail: joaf@bios.au.dk
    Mobil 2558 0680

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/myrer-bekaemper-plantesygdomme?releaseId=13581462