PRM / DMA: Musikskolechef Jesper Ry bliver Årets Forbillede

    Pressemeddelelse fra Haderslev Kommune

    “Det er fantastisk. Det er helt overvældende og ganske uventet, men det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, vi har sat i gang i Haderslev, og jeg er mega stolt”, siger Jesper Ry, musikskolechef i Haderslev Kommune.

    I aften går han på scenen ved Danish Music Award for at modtage prisen som Årets Forbillede. Prisen får han blandt andet for at være et musikalsk forbillede for børn i kommunen. For fire år siden satte han et forsøg i gang, hvor elever i kommunens folkeskoler skulle have undervisning i et instrument. Det er nu udbredt til samtlige folkeskoler og betyder, at Haderslev Kommune er det første sted i landet, hvor alle børn i 3. og 4. klasse lærer at spille på et instrument i skoletiden. Indtil videre har 1400 børn fået glæde af projektet.

    “Vi ved, at det gør en stor forskel for børnene, at de får mulighed for at fordybe sig i et instrument i løbet af deres skoletid. De lærer ikke bare at spille på et instrument, de lærer også at spille sammen. Det er super inkluderende og godt for trivslen, og det er også en god måde at kommunikere på – og så skaber det glæde”, siger Jesper Ry.

    Lasse Lindholm er formand for DMA-Akademiet, som finder vinderne til DMA i langt de fleste kategorier. Han begrunder valget af Jesper således:

    “Årets Forbillede tildeles en eller flere personer som bruger musikken til at vise vej for andre mennesker i livet. Og her må man bare sige, at Jesper Rys arbejde med at skabe musikklasser i Haderslev Kommune er et inspirerende og prisværdigt projekt, som både har krævet store visioner og hårdt arbejde. Derfor falder det DMA-Akademiet yderst naturligt at give prisen til Jesper i år”.

    Jesper Ry har været musikskolechef i Haderslev siden 2010 og har fra starten haft en mission om, at musikskolen skal være en del af børnenes skoledag og at alle børn skal lære at spille et instrument. Det skyldes blandt andet, at musikken har haft en helt særlig betydning for ham som barn og unge.

    “Musikken har betydet alt for mig. Den har været mit frium. Jeg var dårlig til de boglige fag i skolen og stammede, men det at jeg begyndte at spille musik og synge, gjorde at jeg fik styr på mit taleflow og klarede mig bedre i de andre fag, så det har helt sikkert haft en kæmpe betydning for mig”, siger Jesper Ry.

    Formand for Udvalget for Kultur og Fritid, Kjeld Thrane er stolt af, at prisen går til Jesper Ry.

    “Haderslev Musikskole er en helt særlig kulturinstitution – ikke bare i Haderslev Kommune, men også på landsplan. Med Jesper Ry Jørgensen i spidsen som en fantastisk dynamisk og udviklingsorienteret leder og med en dygtig og strategisk arbejdende bestyrelse, har musikskolen formået at vende tankegangen på hovedet og få musikken helt ind i børnenes hverdag på folkeskolerne”, siger Kjeld Thrane.

    Han er ikke i tvivl om, at det er vigtigt for børn at lære et instrument at kende og at spille sammen.

    “Det at møde kammeraterne i et nyt fællesskab og det at opleve at “det svinger”, det giver alt sammen brændstof til både mestring, dannelse og sociale sammenhænge. Med Jesper Ry som leder af den musikrejse på folkeskolerne i Haderslev Kommune er jeg overbevist om, at vores børn og unge står med endnu bedre forudsætninger for den livsduelighed fremtiden kalder på”, siger Kjeld Thrane.

    DMA
    DMA er dansk musiks ældste og mest prestigefyldte prisfest. Det er musikselskabernes brancheorganisation IFPI der står bag DMA. I 2019 i samarbejde med den danske musikstreamingtjeneste Moodagent.

    DMA-showet løber af stablen i KB-hallen i aften den 17. oktober. Showet vises i en redigeret version på TV 2 søndag d. 20. oktober kl. 21, lige som showet samtidig vil være tilgængeligt i sin fulde længde på TV 2 Play. Kategorien Årets Forbillede er ny ved DMA, og Jesper Ry er derfor den første modtager af prisen.

    Jesper Ry
    44-årige Jesper Ry har været ansat som musikskolechef i Haderslev siden 2010. Han er uddannet elektromekaniker og har siden hen taget en uddannelse i rytmisk kontrabas på musikkonservatoriet i Esbjerg. Udover at være musikskolechef er Jesper også med i flere bands og meget aktiv i kommunens musik- og kulturliv.

    Musikklasser
    Haderslev Kommune er den første kommune landet, hvor alle børn spiller på et instrument. Konceptet hedder musikklasser og betyder, at en hel klasse får undervisning i det samme instrument.

    I år er der 62 musikklasse – svarende til 1300 elever – der spiller på et instrument.

    Kontakt:

    Formand for Udvalget for Kultur og Fritid Kjeld Thrane tlf.: 41 28 35 11 email: kjth@haderslev.dk

    Musikskolechef, Haderslev Kommune Jesper Ry tlf.: 23201418 email: jery@Haderslev.dk

    Kommunikationskonsulent Line Lind tlf.: 74 34 00 14 email: lili@haderslev.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dma-musikskolechef-jesper-ry-bliver-arets-forbillede?releaseId=13581411