PRM / Bekymret erhvervsliv går efterårssæsonen i møde

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Den international uro og afmatning på nærmarkederne er begyndt at smitte af på Danmark.

    – Dansk økonomi klarer sig fortsat godt, og vi har indtil videre iført os et teflonlag, så den internationale usikkerhed er prellet af på de hårde økonomiske nøgletal. Men der er ridser i overfladen med sløje “bløde” nøgletal. Det gælder også erhvervslivets forventninger til fremtiden, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg

    Ifølge Danmarks Statistik er industriens indikator faldet fra -5 i august til nu -7 og byggeriets sammensatte konjunkturindikator ligger i september for sjette måned i træk stabilt omkring -5.

    – Grundtonen i erhvervslivets syn på fremtiden er negativ, og det er formentlig den internationale usikkerhed og afmatning på vores nærmarkeder Tyskland og Sverige, som spiller ind, siger Bo Sandberg.

    Ordrebøgerne bliver tyndere
    Ifølge Danmarks Statistik er det i september især ordrebeholdningen, der trækker i pessimistisk retning for byggeriet. Og det tyder på, at de negative tendenser vil fortsætte de kommende måneder.

    Men alligevel mangler hver fjerde byggevirksomhed fortsat kvalificerede medarbejdere. I september blev 27 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne ifølge Danmarks Statistik begrænset i produktionen på grund af mangel på arbejdskraft.

    – Til og med efteråret 2018, var det ca. hver tredje bygge- og anlægsvirksomhed, der manglede medarbejdere. Nu har tallet stabiliseret sig omkring hver fjerde. Det kan oversættes til, at der på den ene side ikke længere er risiko for overophedning, men at udfordringen med at skaffe kvalificerede medarbejdere omvendt ikke går væk af sig selv, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

    Det er især tømrere og elektrikere, der vil mangle fremover, også selv om byggeriets aktivitetskurve så småt begynder at pege nedad.

    Dansk Byggeri er i oktober klar med en ny prognose for bygge- og anlægsaktiviteten i 2020 og 2021.

    Kontakt:

    Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, telefon 28 50 38 19
    Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bekymret-erhvervsliv-gar-efterarssaesonen-i-mode?releaseId=13580324