PRM / Nyt banebrydende eksperiment sætter teknologi på skoleskemaet i Herning

    Pressemeddelelse fra Teknologipagten

    Hvordan undgår vi madspild, venstresvingsulykker, plastic i naturen, eller at huset bliver oversvømmet, er eksempler på nogle af de spørgsmål, som eleverne i 4.-6. klasse på Tjørring skole, Lundgårdskolen, Sinding/Ørre Midtpunkt og Timring Læringscenter er så heldige at skulle finde svaret på.

    De er nemlig blevet udvalgt til at deltage i og afprøve det helt nye undervisningsmateriale Teksperimentet, hvor elever i grundskolen skal bruge teknologi til at løse nogle af de store og små problemer, vi som samfund står over for.

    Formålet er at integrere teknologi og forståelsen af, hvordan teknologi kan bruges til at løse problemer, i undervisningen i grundskolen og gøre kodning, teknologisk forståelse og teknologisk handleevne mere sexet, så flere på sigt vælger at uddanne sig indenfor de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering og Mathematics).

    I praksis skal arbejdet med Teksperimentet føre til, at eleverne i folkeskolens mellemtrin (4.-6. klasse) udvikler en mere eksperimenterende adfærd i deres tilgang til at løse problemer, og samtidig er håbet, at det vil hjælpe elevernes nysgerrighed i mødet med teknologi godt på vej.

    Skolerne vil komme til at syde af aktivitet med små computere, pumper, sensorer, højttalere, ledninger, innovationsplancher, kodning, mock ups, optrædener, fremlæggelse og meget mere.

    Der vil både være gode billeder (både levende og mere statiske) af børn og lærere, der arbejder med teknikken og forsøger at løse rigtige problemer ude fra virkeligheden, men der er også mulighed for at afdække det lokale arbejde med at forsøge at give de unge en oplevelse af, hvordan de kan bruge deres forståelse for teknologi til at løse reelle problemer. Og det tænkte vi, at I ville være interesseret i at dække.

    Projektet startede i uge 37 i Herning kommune, så der er faktisk mulighed for at følge projektet helt fra start. I Herning Kommune er kontaktpersonen Jens Ole Bjærg Mogensen, som er projektleder. Han har lovet at formidle kontakten til de konkrete skoler, så I kan komme ud et sted hurtigst muligt.

    Kontakt:

    Presse- og kommunikationskonsulent Tobias Dinnesen tlf.: 31402869 email: tobias@ffe-ye.dk

    Jens Ole Bjærg Mogensen:
    jens.ole.mogensen@herning.dk
    21247244

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-banebrydende-eksperiment-saetter-teknologi-pa-skoleskemaet-i-herning?releaseId=13579423