PRM / Rocking chair med tyggegummi: Linedancer fra Falster er Årets træner i DGI

    Pressemeddelelse fra DGI

    Birgitte Kyhn Nielsen gør en kæmpe forskel som træner i Danse In Line – Newline i Nykøbing Falster. Mandag blev hun overrasket af DGI med titlen Årets træner 2019.

    “Det er fantastisk. Jeg er meget taknemmelig for, at danserne har tænkt på at indstille mig til prisen. Der er jo ikke nogen mig, hvis der ikke er nogen dansere. Jeg gør jo bare det, jeg brænder for,” sagde Birgitte Kyhn Nielsen.

    DGI’s jury overraskede Birgitte Kyhn Nielsen midt i træningen af det øvede linedancerhold i foreningen Dance In Line – Newline mandag aften med blomster, diplomer og titlen som Årets træner. Med titlen følger også en check på 50.000 kroner.

    På Birgittes hold er alle glade

    56-årige Birgitte Kyhn Nielsen har i 25 år været instruktør i Dance In Line – Newline i Nykøbing Falster. Hun er den eneste instruktør i foreningen og træner alle fem hold fordelt på to dage i ugen.

    Birgitte Kyhn Nielsen kommer med sjove stikpiller til danserne, griber ud, hvis en danser har en dårlig dag, lægger kaffepauser ind i træningen, så der er tid til at pleje fællesskabet i dansefamilien, og svinger penslen, når gulvet skal lakeres.

    Det var med til at sende hende til tops blandt de 110 kandidater, der i år kæmpede om prisen. Det fortæller Hanne Lene Haugaard, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og en del af juryen.

    “Birgitte har så meget DGI-DNA. Hun har ydet en lang og sej indsats og bliver fortsat ved med at give gejst og glæde videre år ind og ud. Samtidig har hun de menneskelige kompetencer, der gør, at hun formår at tage alle med og får alle til at føle sig velkomne,” siger Hanne Lene Haugaard.

    Tager sig af danserne

    To dansere fra Danse In Line havde nomineret Birgitte Kyhn Nielsen til Årets træner i DGI. Den ene, Karina Henriksen er også formand for Dance In Line. I sin nominering beskriver hun blandt andet, hvordan Birgitte Kyhn Nielsen sætter kreative billeder på svære trin.

    Når en rocking chair driller, får danserne besked på, at den ene fod har trådt i et stykke tyggegummi, og at de skal lave en gyngestolsbevægelse med kroppen og det andet ben.

    Birgitte Kyhn Nielsen er også en meget engageret træner, der ikke kun interesserer sig for deltagerne på dansegulvet, men også privat.

    “Hun ser os og tager sig af os, og hvis nogle har en dårlig dag, tager hun en snak med dem. Vi har nogle specielle typer, men der bliver ikke set skævt til nogen. Det er måske dem, hun pjatter lidt ekstra med, når vi står på dansegulvet, for at de også føler sig sete og som en del af fællesskabet,” siger Karina Henriksen og tilføjer:

    “Birgitte synes, pauserne er vigtige. Vi holder altid kaffepause i midten, hvor vi snakker, spiser småkager, drikker kaffe, kigger hinanden i øjnene og tager temperaturen på, hvordan vi hver især har det i dag.”

    Bliver hyldet på DGI’s årsmøde

    Efter overraskelsen mandag blev Birgitte Kyhn Nielsen fejret i Folkedanser Huset med kage, champagne, flag og masser af rosende ord- og kvitterede med at dele krammere ud til alle de 40 fremmødte dansere.

    Hun kan nu se frem til at blive hyldet på DGI’s årsmøde den 2. november i DGI-byen i København. Her vil hun få overrakt checken på 50.000 kroner, der f.eks. kan bruges til en oplevelse i et af DGI’s centre eller til nyt udstyr.

    I år var 17. gang, at DGI uddelte prisen som Årets træner/trænerteam. Sidste år løb et trænerteam på fem fra Ringe Gymnastikforening med titlen.

    Kontakt:

    Majbritt Andersen, pressechef i DGI, tlf. 2129 4115.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rocking-chair-med-tyggegummi-linedancer-fra-falster-er-arets-traener-i-dgi?releaseId=13579470