PRM / Louise Petersen ansat som kunderådgiver i Andelskassen i Sønderborg

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Louise Petersen er pr. 1. august ansat som kunderådgiver i Andelskassen i Sønderborg.

    Louise Petersen har tidligere arbejdet i Andelskassen, hvor hun var elev fra 2006 til 2008. I de efterfølgende år var hun ansat som privatrådgiver hos henholdsvis Nykredit og Sydbank, indtil hun for nylig vendte tilbage til Andelskassen.

    Privat bor Louise sammen med Nicolaj, som er lærer på Ulkebøl Skole, og deres tre børn på 2, 5 og 7 år samt en bonusdatter på 14. De bor på et nedlagt landbrug, og en stor del af Louises fritid går med at istandsætte ejendommen, hvor der altid er massevis af projekter at give sig i kast med. Derudover er hun formand for forældrerådet i børnehaven i Guderup samt medlem af gymnastikudvalget i Egen Gymnastikforening, hvor hun også selv går til gymnastik.

    I forbindelse med ansættelsen siger Louise Petersen:

    “Lysten til at komme tilbage til Andelskassen opstod, da jeg fik appetit på nye udfordringer, og samtidig huskede jeg min elevtid i Andelskassen som en rigtig god og lærerig periode. Jeg er glad for at være tilbage, for her er altid en god stemning, og jeg kan godt lide, at Andelskassen i så høj grad sætter de gode og nære kunderelationer i højsædet. Jeg skal i forbindelse med min ansættelse i gang med at uddanne mig til formuerådgiver, så jeg kan koble den del af rådgivningen på mine efterhånden mange års erfaring som privatrådgiver. Det glæder jeg mig meget til.”

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/louise-petersen-ansat-som-kunderadgiver-i-andelskassen-i-sonderborg?releaseId=13579435