PRM / Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn styrker den humanitære indsats i Syrien og dets nabolande med 180 mio. kr.

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    “Mit besøg har været en mulighed for at få en bedre forståelse af de enorme udfordringer, som krigen i Syrien efterlader i regionen. Det er helt afgørende, at vi fortsat hjælper i nærområderne. Jeg har derfor bevilget et her-og-nu bidrag på 130 mio. kr. til danske civilsamfundsorganisationer samt 25 mio. kr. til FN’s Befolkningsfond og 25 mio. kr. til FN’s Flygtningehøjkommissariat,” siger Rasmus Prehn.

    Danmark har siden krisens start i 2011 været blandt de største donorer og har samlet set bidraget med mere end 3 mia. kr. alene i humanitær bistand. Med de nye bevillinger har Danmark udmøntet omkring 350 mio. kr. i 2019 til støtte af humanitære indsatser i relation til Syrien. Dertil gives der også mere langsigtet udviklingsbistand i nærområderne. Det forventes, at Danmark i alt vil yde 675 mio. kr. i støtte til humanitære såvel som udviklingsindsatser i relation til Syrien-krisen i 2019.

    “På min rejse har jeg haft mulighed for at se nogle af de aktiviteter, som Danmarks humanitære partnere står for. Der er ingen tvivl om, at organisationerne gør en stor forskel og er til stede med den fornødne ekspertise og kapacitet. Med de ekstraordinære midler kan de nu udvide deres indsatser og nå endnu flere,” siger Rasmus Prehn.

    Han tilføjer “Det har gjort et stort indtryk på mig at møde de syriske flygtninge og høre deres historie. Jeg har med egne øjne kunne se, hvordan vores humanitære støtte er med til at skabe tryghed og en tålelig livssituation for mennesker, der har været tvunget til at flygte fra krig. Og i bedste tilfælde også et element af perspektiv og håb for fremtiden”.

    De danske civilsamfundsorganisationer er til stede i Syrien og dets nabolande, hvor de bl.a. står for beskyttelse af flygtninge, psykosocial støtte, sundhed og minerydning. Følgende danske civilsamfundsorganisationer vil på baggrund af en nylig afholdt ansøgningsrunde modtage humanitære midler: Caritas, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Mission Øst, Oxfam-IBIS og Red Barnet.

    FN spiller en afgørende rolle i håndteringen af Syrien-krisen. FN’s Befolkningsfonds (UNFPA) indsatser i og omkring Syrien omfatter bl.a. fødselsklinikker, hjælp til voldtægtsofre, træning af sundhedspersonale, centre for unge og sikre steder for kvinder udsat for kønsbaseret vold. FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) yder livsnødvendig støtte til flygtninge såvel som internt fordrevne i Syrien. Aktiviteterne dækker bl.a. nødhjælp, beskyttelse, uddannelse, fødevareforsyning og husly.

    Baggrund

    Konflikten i Syrien er gået ind i sit niende år og er en af verdens største humanitære kriser med store regionale konsekvenser. Ca. 12 mio. syrere er tvunget væk fra deres hjem, hvoraf 5,6 mio. er flygtet til nærområderne. Der vurderes at bo ca. 1,5 mio. syriske flygtninge i Libanon med en befolkning på 6,1 mio. indbyggere og ca. 1 mio. flygtninge i Jordan med en befolkning på 9,7 mio. indbyggere. Dertil kommer de palæstinensiske flygtninge i begge lande.

    For yderligere information kontakt:

    Laura Sørensen Topp, presserådgiver, tlf. 61 97 92 41, lautop@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/minister-for-udviklingssamarbejde-rasmus-prehn-styrker-den-humanitaere-indsats-i-syrien-og-dets-nabolande-med-180-mio-kr?releaseId=13579144