PRM / Gigantisk naturgasfelt lukker i tre år – hvad betyder det for kunder og priser?

    Pressemeddelelse fra SEAS-NVE

    I efteråret vil der strømme naturgas fra Tyskland ud i de danske komfurer og naturgasfyr. Det gør ikke den store forskel i forhold til brændværdi og stabil forsyning, men såvel boligkunder som erhvervskunder må forvente mere svingende priser. Den situation er handelsafdelingen hos SEAS-NVE forberedt på:

    “For SEAS-NVE er det vigtigt at få købt tilstrækkelig kapacitet i den ledning, der skal forsyne os med naturgas fra Tyskland, så lagrene ikke bliver tømt for tidligt. Derudover har vi en række eksperter, der følger markedet døgnet rundt. De gør deres bedste for at forudse den fremtidige efterspørgsel og sikre naturgaskunderne den bedst mulige pris”, fortæller Henrik Iversen, underdirektør i SEAS-NVE.

    Henrik Iversen vurderer, at der ikke er grund til at være nervøs for markante prisstigninger:

    “Det medfører højere indkøbspriser, at vi i en periode må købe naturgas fra Tyskland, da vi her skal betale for at transportere gassen til Danmark. Danmark har de sidste mange år handlet under priserne i det nordeuropæiske område, men heldigvis er priserne relativt lave i dag. Min forventning er, at vi vil se prisstigninger på cirka 200 kr. om året for en boligkunde med et gennemsnitligt forbrug set i forhold til de tyske priser.”

    Prisernes udsving og yderligere prisstigninger kan dog følge i hælene på en kold vinter. Det kan man gardere sig imod:

    “Vi anbefaler kunder, der ønsker at kende deres naturgaspriser i fremtiden, at indgå en fastprisaftale. Så er man garderet mod pludselige udsving”, forklarer Henrik Iversen.

    Fakta om Tyrafeltet

    – 225 km vest for Esbjerg
    – Produktionsstart i 1984
    – Danmarks største gasfelt
    – 90 procent af Danmarks gasproduktion behandles på feltet.
    – Renovering foregår fra den 19. september 2019 til den 1. juli 2022.
    – I 2017 solgte Maersk Oil deres olie- og gasaktiviteter, inkl. Tyrafeltet, til det franskejede TOTAL.

    Kilde: portesbjerg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gigantisk-naturgasfelt-lukker-i-tre-ar-hvad-betyder-det-for-kunder-og-priser?releaseId=13578589