PRM / Dansk Trav Derby 2019 afgøres i morgen – 12 heste kæmper om æren og 600.000 kroner

    Pressemeddelelse fra Dansk Hestevæddeløb

    Der er dømt folkefest, når årets med afstand største hesteevent foregår på Charlottenlund Travbane søndag den 25. august. Her bliver landets hurtigste fireårige travhest fundet til Dansk Trav Derby.

    Selvom der stadig er et stykke op til den popularitet, som travløb tidligere har haft, ser sporten alligevel indikationer på, at vi oftere slår vejen forbi travbanerne rundt om i landet, når vi gerne vil underholdes. Især er det for sporten opmuntrende, at de unge nu i større grad kommer til banerne.

    – Vi har arbejdet med at gøre løbsdage til en bred oplevelse for forskellige målgrupper. Til derbyet bliver der fokus på en række events for familierne. Blandt andet afholdes en kagedyst med Ditte Julie Jensen, kendt fra Den Store Bagedyst, som dommer, mens udvalget af madboder også er mangfoldiggjort med fokus på at tilgodese så mange madinteresser som muligt. Vi har fokus på folkeligheden, og hestesporten er efterhånden kommet af med det lidt støvede image med ældre herrer med store cigarer og høj hat, fortæller Claus Juncker, der er kommunikationsansvarlig for Dansk Hestevæddeløb.

    – Den positive udvikling underbygges også af, at der er flere tilskuere, der spiller. Mest for hyggens skyld og for mindre beløb, fortsætter han.

    Dansk Hestevæddeløb er driftsselskab for Charlottenlund Travbane og otte andre baner rundt i Danmark.

    12 heste skal kæmpe om æren

    Det særlige ved Dansk Trav Derby er, at det er fireårige heste, der kæmper om at blive den hurtigste. Dermed er der kun én chance for hver hest, og blandt andet derfor er løbet mere prestigefyldt end alle andre på dansk jord. Det er et løb, hvor kusk og hest skal ramme deres ypperste for at vinde førstepræmien på 605.000 kroner.

    Blandt de 12 deltagere er der en klar overvægt af jyske heste, men til gengæld er Sjælland fornemt repræsenteret ved hjemmebanefavoritten og travlegenden, Steen Juul, der stiller op med Daytona. Steen Juul vandt forrige år derbyet for niende gang med Chock Nock, men for første gang var det uden ham selv i sulkyen. Det var svenske Björn Goop, der agerede kusk på de 3.000 meter, der er løbsdistancen til derbyet.

    Dansk Trav Derby er blevet afviklet hvert år siden 1898, og selve derbyarrangementet foregår fra klokken 12:30 til 17:45. Derby-vinderen bliver fundet fra klokken 16:54 og dagens første løb er klokken 12:45.

    Tidligere år har der været femcifrede antal tilskuere til derbyarrangementet, og det er ifølge Charlottenlund Travbane også målsætningen i år.

    Kontakt:

    Claus Juncker
    Kommunikationschef, Dansk Hestevæddeløb
    cj@danskhv.dk
    (+45) 22 54 01 19

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-trav-derby-2019-afgores-i-morgen-12-heste-kaemper-om-aeren-og-600000-kroner?releaseId=13577917