PRM / Flere unge kvinder trukket i trøjen på Almegårds Kaserne

    Pressemeddelelse fra Advice

    De nye rekrutter er kommet på plads på den bornholmske kaserne, og i alt har 92 unge mænd og 26 unge kvinder taget hul på en helt ny og anderledes tilværelse. Over de næste fire måneder skal de igennem feltture, daglige morgeninspektioner og ugentlige omgange med marinertræning, som vil teste og udvikle dem både fysisk og mentalt.

    Antallet af kvinder på det nye hold er dobbelt så stort, som sidste år, og generelt er interessen for værnepligtsuddannelserne landet over steget blandt de unge kvinder.

    “Vi er rigtigt glade for, at så mange unge kvinder har valgt at starte værnepligtsuddannelsen på den Almegårds Kaserne. Det bekræfter en stigende interesse blandt kvinder, hvor vi de seneste to år på landsplan har set en stigning i kvinder fra 17 til nu omkring 23 procent,” siger Peter Gutfeld, Chef for Værnepligts- og Rekrutteringsafdelingen.

    I Danmark er der ikke værnepligt for kvinder, men kvinder har ret til at gennemføre værnepligts-uddannelse på lige fod med mænd, hvis de på Forsvarets Dag vurderes egnet.

    Jeg glæder mig til at se, hvor mine grænser går

    Anna er en af de 26 unge kvinder, der for nyligt er trådt ind på Almegårds Kaserne, og det er der i hendes tilfælde en helt særligt grund til.

    “Jeg har en drøm om at gøre karriere indenfor Forsvaret og om at blive udsendt. Og jeg er ikke i tvivl om, at de første skridt mod den drøm skal begynde på Bornholm,” siger hun.

    Anna har før prøvet kræfter med værnepligtsuddannelsen, men måtte dengang trække sig på grund af sygdom. Derfor er hun ekstra opsat på at få noget ud af de næste fire måneder.

    “Det var et nederlag, da jeg måtte trække mig sidst, og derfor er jeg meget opsat på at nå mit mål den her gang om at gennemføre værnepligtsuddannelsen. Jeg ved, at der kommer til at være tidspunkter, hvor det både fysisk og mentalt bliver hårdt, men jeg glæder mig til at se, hvor mine grænser går og til at rykke mig personligt,” fortæller hun.

    Erfaringer, man kan bruge resten af livet

    I løbet af de fire måneder stilles de unge ikke kun over for faglige opgaver, men har også rig muligheder for at udvikle sig som person gennem de mere mentale udfordringer, som også er en stor del af uddannelsen.

    “Vi lærer de unge at arbejde under pres for, at de kan blive klogere på, hvor deres grænser går, og hvordan de kan rykkes. Samtidig lærer de unge at samarbejde og finder på den måde ud af, hvad deres kompetencer er, og hvordan andre kan komplementere dem – og det er en evne, som mange vil kunne bruge videre i voksenlivet,” mener Peter Gutfeld, Chef for Værnepligts- og Rekrutteringsafdelingen.

    De unge på Almegårds Kaserne vil efter de fire måneder have en basisuddannelse, som giver dem kendskab til den enkelte soldats deltagelse i militære opgaver med grundlæggende militære færdigheder – men de unge bliver ikke udsendt under eller efter basisuddannelsen, først efter endt

    Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse (HRU) og supplerende UDD kan dette komme i betragtning.

    Kontakt:

    Heidi Bisgaard, pressekontakt
    Tlf 6126 0138
    Mail heidi.n@adviceas.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-unge-kvinder-trukket-i-trojen-pa-almegards-kaserne?releaseId=13577975