PRM / En flytning fylder mere hos dit barn, end du er klar over    

    Pressemeddelelse fra home a/s

    Skal børnene overhovedet med ud at se det nye hus, inden det er købt? Hvordan får børnene den bedste start det nye sted? Skal de dårlige vaner og slidte bamser med, og hvordan håndterer man det ‘ukendte’ og skaber ro i sindet? Der er mange store spørgsmål i spil, når familien flytter, og de fleste familier får en bedre flytning, hvis de er forberedt på børnenes behov og reaktion.

    9 udvalgte flytteråd
    Bogen ‘Når børn flytter’ udkommer i dag i samarbejde med ejendomsmæglerkæden Home, og i bogens 10 kapitler og 180 sider går familievejleder Lola Jensen i dybden med, hvad der skaber tryghed for barnet og det modsatte i alle flytningens faser, og hun giver konkret inspiration til forældre, familiemedlemmer og omsorgspersoner i barnets netværk. Se 9 udvalgte flytteråd herunder.

    “En flytning er fyldt med kæmpestore følelser for børn, og jeg vil gerne være med til at skabe noget tryghed, som er det, et barn har mest brug for, når man flytter,” forklarer familievejleder Lola Jensen, der har erfaring fra 35 års samarbejde med familier.

    Det er årsagerne til, at man flytter, der ofte er mest stressende for forældrene. Om det er en skilsmisse, nyt arbejde eller ny kærlighed, så har flytninger det med at gå op i praktik, bekymringer og drømme. Børnene følger ofte bare med, men er faktisk dem, der er mest følsomme.

    Giv ro i maven
    “Et barn tænker over nogle helt andre ting end en voksen. Denne bog er skabt til at hjælpe forældre og deres børn med at få identificeret de mange følelser, komme bekymringerne i forkøbet og give ro i maven, ” siger hun og slår fast:

    “Det er utroligt, hvad børn kan magte, hvis de kan mærke, de er sammen med voksne, der tror på flytteprojektet.”

    Knap 200.000 børn i Danmark flytter hvert år.

    “En flytning er meget mere end en fremvisning, en beslutning og en underskrift. Det er en temmelig energikrævende proces – især for familier med børn, hvor der er et hav af følelser og masser af praktik fra de første flyttetanker, til længe efter flytningen, ” forklarer kommunikations- og marketingchef i Home, Mikkel Braae-Andersen om baggrunden for bogen og samarbejdet med Lola Jensen.

    40.000 eksemplarer klar
    ‘Når børn flytter’ er gratis og på forhånd trykt i 40.000 eksemplarer, som man kan få en af i ejendomsmæglerkædens 175 butikker over hele landet fra udgivelsesdagen den 23. august. Alle kan hente en bog.

    Se sneak peak af bogen som PDF (linket er ikke til offentliggørelse): http://www.e-pages.dk/home/164/

    Ud over bogen er der lavet en minidokumentar med samme titel: https://home.dk

    LOLAS 9 UDVALGTE FLYTTERÅD

    Før flytning

    · Sig intet til børnene, før beslutningen er taget

    · Ram en ferie og flyt i ro og mag

    · Tag alle børnenes gamle ting og dårlige vaner med

    Under flytning

    · Kort proces. Lad ikke flytningen strække sig over for lang tid

    · Tal kun positivt, når børnene lytter med

    · Undlad at rive barnet med i egne frustrationer. Stå på mål for beslutningen.

    Efter flytning

    · Sørg for, at børneværelset er først på plads

    · Opsøg den nye skole og venner på vejen

    · Giv plads til børnenes følelser. Anerkend at det kan være svært for barnet – og at det er OK.

    Kontakt:

    Presseservice & analyse Michael Dalsager tlf.: 2043 3614 email: mida@home.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/en-flytning-fylder-mere-hos-dit-barn-end-du-er-klar-over-?releaseId=13578066