PRM / Vegvisir Race viser vejen

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    I 2017 var der 12 både tilmeldt, i 2018 var der 111 og i år er der 141 både og 240 sejlere tilmeldt sejlsportsventet Vegvisir Race, der har start og mål i Nykøbing Falster. Og samtidig er der blevet lagt et nyt lag på niveauet for deltagere, da der i år er flere professionelle sejlere og både tyske og danske OL-sejlere at finde i feltet.

    “Vi er utroligt glade for, at topsejlerne tager Vegvisir Race til sig og stiller op. Det er en blåstempling af vores koncept og det arbejde vi laver før, under og efter eventet. Vi fastholder samtidig traditionelle både og deltagere, hvilket er allervigtigst. Målet har hele tiden været en kombination, hvor topsejlere stiller op sammen med klubsejlerne – præcis som man kender det fra maratonløb og Ironman, siger Morten Brandt der er manden bag konceptet.”

    Og analogien til ekstremsport stopper ikke ved deltagersammensætningen, for der er en hel stribe andre fællesnævnere, der kort fortalt handler om, at deltagerne bevæger sig ud i nærheden af egne grænser. Og det vil de ifølge Morten Brandt helt sikkert komme i årets udgave, hvor den længste bane er på 225 sømil (416 km) og bl.a. når at runde den tyske ø Fehmern:

    “Vi starter bådene på den lange bane kl. 18.00 torsdag. Det betyder, at sejlere får to hele nætter på havet, hvilket er hårdt, specielt når man kun er to personer om bord, det blæser kraftigt og det er umuligt at få sovet ordenligt.”

    Viser vej for ungdommen

    Vegvisir Race udbygges arbejdet med ungdomssejlads, der har deltagere fra både danske og tyske klubber. Og her er planen mere vækst fremadrettet. Morten Brandt forklarer, at mange unge sejlere kun prøver at sejle jolle og banekapsejlads tæt ved land, og at de dermed aldrig oplever det eventyr, der ligger gemt i distancekapsejladsen.

    “Mange unge kender kun distancesejlads, som noget de har været tvangsindlagt til med deres far og mor i en tung båd på vej til den svenske skærgård i sneglefart. I dag er der mange supersjove og lynhurtige små kølbåde, som i den grad appellerer til de unge. Vi ser det derfor som en opgave at synliggøre for de unge sejlere, hvad distancekapsejlads er, og at det er både hårdt, sjovt og udfordrende. I har vi flere rollemodeller med på den lange Vegvisir Race-bane. Blandt dem danske Helle Jespersen, der har en OL medalje i Yngling, tyske Susann Beucke, der var med til det seneste OL i 49erFX og en anden tyske stjernesejler 25 årig Lina Rixgens, der allerede har krydset Atlanten i en solo-kapsejlads”, siger han.

    Vegvisir Race har i øvrigt bidraget markant til tilgang i medlemstallet for flere af de medarrangerende klubber, hvor væksten blandt unge sejlere er markant.

    Side events om havmiljø

    Du kan opleve starterne torsdag og fredag fra kl. 18.00. Kom i god tid og opleve de mange sideevents på havne området. Så kan du også sikre dig en god plads på molen ved Sejlforeningen Vikingen, da der vil blive trængsel. Der er masser af aktiviteter på land med fokus på bæredygtighed, hav- og kystmiljø under årets Vegvisir Race. Blandt andet vil skoleklasser lave kunst af indsamlet affald superviseret af en kunstner, der er kunstudstilling i roklubben, REFA fortæller om genbrug og energi, mens Fishing Sealand lærer interesserede om lystfiskeri i praksis.

    Om Vegvisir Race

    Sejladsen er et samarbejde mellem Shorthand ECM, Guldborgsund Kommune, Nysted Sejlklub, Sejlforeningen Vikingen, Motorbådsklubben Nykøbing, Guldborgland Bådelaug og Sejl og Motorbådsklubben Grønsund.

    Yderligere info: www.vegvisirrace.dk

    Kontakt:

    Kontakt:
    Morten Brandt
    mobil: 4195 2150
    mail: mortenbrandt@shorthand.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vegvisir-race-viser-vejen?releaseId=13577662