PRM / Røgfrit idrætsløb på Amager

    Pressemeddelelse fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

    Den 2. juli løber flere hundrede børn og voksne røgfrit Strandparkløb på Amager Strand. Eventet er en del af samarbejdet mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København og DGI København med fokus på at skabe flere røgfrie fællesskaber for børn og unge.

    “Målet er at flere børn og unge forbliver røgfrie. Det sikrer vi bedst, ved at mindske synlig rygning der hvor børn og unge færdes. Vi har indført Røgfri Skoletid i de københavnske folkeskoler, vi har indgået partnerskaber med ungdomsuddannelserne, og nu vil vi også understøtte at børn og unge har en aktiv fritid uden røg. Det initiativ er det røgfrie strandparkløb en del af”, siger Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

    Københavns Kommune har en vision om at blive en røgfri by med en røgfri generation af børn og unge, der ikke begynder at ryge senest i 2025. Det sker ikke af sig selv. Lige nu vokser antallet af unge, der ryger i hele landet. Ifølge Røgfri Fremtids Ungeundersøgelse ryger 29 pct. af de 16-24-årige dagligt eller lejlighedsvist (2017). I 2013 var tallet 25 pct.

    En af de idrætsforeninger, der har takker ja til opfordringen om at springe ud som røgfri, er Sparta. Her siger direktør Dorte Vibjerg:

    “Samarbejdet har været en anledning til at begynde at kommunikere det røgfrie budskab aktivt. Det har altid været naturligt, at sport og rygning ikke hænger sammen, når vi taler om eliteidræt. Det skal være lige så naturligt, når det handler om breddeidræt. Ambitionen er, at alle vores faciliteter og aktiviteter skal være røgfrie. Vi vil blandt andet sætte skilte op, vi vil melde vores holdning ud i vores nyhedsbreve, og vi vil håndhæve rygeforbuddet, så man fx ikke vil se officials ryge”.

    Samarbejdet mellem kommunen og foreningerne har fokus på, at børn og unge ikke begynder at ryge, men de voksne kan også blive involveret på forskellig vis. Som led i samarbejdet vil der blandt blive arbejdet med rygepolitik, synlig rygning fx ved indgange, kunstbaner og der vil komme fokus på kammerater, trænere og forældres funktion som rollemodeller.

    “Det er dejligt, at idrætsforeningerne nu for alvor har meldt sig ind i kampen. Synlig rygning “smitter” og ligesom børn og unge ikke skal lære at ryge i skolen, så skal de heller ikke lære det, når de dyrker foreningsidræt. Når vi løfter i flok, er vi godt på vej til at nå ambitionen om, at børn og unge ikke begynder at ryge”, siger Sisse Marie Welling.

    Kontakt:

    Direktør for Sparta, Dorte Vibjerg på 2262 2026

    Projektleder i DGI Storkøbenhavn for “Røgfri forening”, Anita Hyldal Pedersen på 2139 5982

    Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling, via pressekonsulent, Helene Marie Hassager på 31203160.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/rogfrit-idraetslob-pa-amager?releaseId=13576088