PRM / Det vilde studenterliv er uden sikkerhed for mange

    Pressemeddelelse fra If Skadeforsikring

    Op mod 80 pct. af danske forældre sørger for at ulykkesforsikre deres børn. Men når de unge bliver myndige og opkrævningen skifter fra far og mor til den 18-årige, undlader mange at betale. Derfor står en stor gruppe unge uden forsikringsdækning i en af de mest vilde perioder i deres liv.

    En gennemgang af ulykkesforsikringer blandt 18-årige hos forsikringsselskabet If viser, at næsten hver femte unge dropper ulykkesforsikringen, når de bliver myndige og selv skal betale forsikringen.

    – Det er på mange måder en udfordrende tid i de unges liv, hvor de er aktive med fester, oplevelser, sport og festivaller. Vi ser blandt andet mange knoglebrud og knæskader efter faldulykker fortæller Birgitte Ringbæk, kommuni-kationschef hos If Skadeforsikring.

    Ulykkesforsikringen dækker hvis man kommer slemt til skade og får varige mén. En méngrad på 5% efter en ulykke erstattes typisk med 50.000 kr. Derudover kan forsikringen hjælpe med bl.a. fysioterapi og psykologisk krisehjælp.

    Tilsammen udgør knoglebrud, knæskader og tandskader som følge af ulykke eller fald næsten halvdelen af anmeldte skader blandt de 17-18 årige, viser en gennemgang af de seneste tre års ulykkesårsager hos If. Dertil kommer erstatninger til sværere skader, der kan give varige mén.

    – Op mod 70% af de skader, unge typisk får på ulykkesforsikringen, er skader eller ulykker, der kan medføre forskellige grader af varige mén, fortæller Birgitte Ringbæk.

    If vil nu se på muligheder for at styrke informationen til både de unge og forældrene i forbindelse med skiftet i betalingen af ulykkesforsikringen.

    – Det er desværre velkendt, at mange unge ikke prioriterer forsikringerne, når de skal have budgettet til at hænge sammen. Omvendt ved vi også, at mange forældre ser anderledes på forsikringer, og vælger at betale de basale forsikringer, som indbo- og ulykkesforsikringer, mens de unge er under uddannelse. Vi vil gerne sikre, at der ikke er tale om forglemmelser, siger Birgitte Ringbæk.

    Disse skader anmelder 17-18 år oftest på ulykkesforsikringen:

  • Ulykker, der har medført varige mén på over 5%
    (fx fald, rygskader, biluheld etc.)
  • Tandskader efter fald eller ulykke
  • Skader på knæ
  • Knoglebrud
  • Behov for psykologisk krisehjælp
  • Kilde: If Skadeforsikring, baseret på anmeldelser fra 2016-2018

    Kontakt:

    Kommunikationschef Birgitte Ringbæk tlf.: 3687 4183 / 6120 5009 email: birgitte.ringbaek@if.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/det-vilde-studenterliv-er-uden-sikkerhed-for-mange?releaseId=13575897