PRM / DANVA årsmøde 2019 med indsigt og udsyn

    Pressemeddelelse fra Danva

    DANVAs årsmøde 2019 løber af stablen den 23.-24. maj 2019 i Musikhuset Esbjerg og samler godt 500 deltagere fra hele landet.

    Med temaet indsigt og udsyn ønsker vandsektoren at italesætte den nationale dagsorden for vand og give inspiration til ledelsesopgaver i fremtiden. Den danske vandbranche arbejder hårdt for at sikre en effektiv og bæredygtig forsyning, som gavner mennesker, miljø og klima. På årsmødet præsenteres tendenser fra ind- og udland, der kommer til at betyde noget for den måde, vandforretningen ledes og drives på.

    På førstedagen er der debatter, ledet af journalist i DR, Mads Steffensen, som henholdsvis handler om, hvor hurtigt, der kan indføres sprøjtefrie områder omkring drikkevandsboringer og smartere løsninger for fremtiden.

    På anden dagen præsenteres visioner af blandt andre tidl. folketingsmedlem og direktør i Miljøstyrelsen, Steen Gade samt Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Aarhus Vand, Carlsberg A/S og Carlsbergfonden.

    Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, ser frem til årsmødet:

    “Vandselskaberne er “naturlige monopoler”, og det forpligter. På DANVAs årsmøde sætter vi retning på, hvordan man kan gøre vandbranchen endnu bedre. Behovet for rent vand, effektiv rensning af spildevand og håndtering af regn bliver stadig større de kommende år. For det skal gøres på en måde, så vandselskaberne lever op til fremtidige klimamål og bæredygtighedskrav,” siger Carl-Emil Larsen.

    Han fortæller, at vandsektoren ønsker at etablere et tæt samarbejde mellem det lokale erhvervsliv og DANVAs medlemsvirksomheder.

    “Vi tror på, at vi ved at stræbe efter det tætte samspil kan udvikle den teknologi, der med lavest mulig klimabelastning sikrer rent vand i hanen, miljøbeskyttelse og værn mod oversvømmelser. Vi vil også arbejde for, at vi lokalt i kommunerne og i de mindre lokalsamfund bidrager til at få omstillet samfundet til en mere grøn økonomi, så man tager hånd om klimaudfordringerne,” siger Carl-Emil Larsen.

    Årsmødet afholdes den 23. og 24. maj 2019 i Musikhuset Esbjerg, Havnegade 18, 6700 Esbjerg.

    Læs mere om årsmødet her: https://www.danva.dk/om-danva/forening/%C3%A5rsmoede-2019/

    Kontakt:

    Kommunikationschef Karsten Bjørno tlf.: +45 20 14 35 42 email: kbj@danva.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danva-arsmode-2019-med-indsigt-og-udsyn?releaseId=13574041