PRM / Spejderne inviterer alle med til en nat under stjernerne

    Pressemeddelelse fra Det Danske Spejderkorps

    At sove ude under stjernerne er en oplevelse hver gang. Derfor inviterer omkring 100 spejdergrupper fra Thy til Bornholm alle med til en dag og en nat i naturen lørdag den 25. maj.

    Arrangementerne afholdes som en del af spejdernes initiativ Sov Ude. Formålet er at få mange flere med ud i det fri. Alle – uanset om man er spejder eller ej – inviteres med udenfor til hygge, madlavning, aktiviteter, afslapning og en nat med månen og stjernerne som natlampe.

    “Vores spejdergrupper er eksperter i det lokale friluftsliv, og på dagen giver de en smagsprøve på nogle af de små og store oplevelser, den lokale natur har at byde på”, siger generalsekretær i Det Danske Spejderkorps Benedikte Marie Kaalund.

    Træklatring, hængekøjehoteller og masser af bålhygge

    Mange af de lokale spejdergrupper stiller telte, sheltere eller andet til rådighed. I Nationalpark Thy etablerer de lokale spejdere fx et hængekøjehotel, og hos Højby Gruppe ved Odense kan man prøve at ligge i særlige telte, der er spændt ud i luften.

    Samtidig er der forskellige friluftsaktiviteter på programmet. I Helsinge kan man fx prøve træklatring og bygge sit eget insekthotel, Mariagerspejderne laver et natløb med UV-lamper, og på Islands Brygge kan man prøve aktiviteter med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål.

    Og så kan man til de omkring 100 åbne arrangementer naturligvis forvente masser af hygge og dejlig bålmad. På sovude.dk findes en samlet oversigt over de mange åbne arrangementer.

    Sov ude på egen hånd

    Kan man ikke nå med til et af de mange arrangementer, opfordrer spejderne til, at man på egen hånd selv finder tiden til at tage en nat i det fri. Om ikke andet så i haven eller på altanen.

    “Vi vil selvfølgelig gerne have, at folk oplever glæden ved fællesskabet og friluftslivet ved et af vores lokale arrangementer. Men først og fremmest håber vi at inspirere endnu flere til at komme ud i naturen og opsøge de små hverdagseventyr, der venter i skoven, det lokale krat eller bare på terrassen derhjemme”, siger generalsekretær i Det Danske Spejderkorps Benedikte Marie Kaalund.

    Det er fjerde gang, at arrangementet Sov Ude løber af stablen. Sov Ude arrangeres af Det Danske spejderkorps, KFUM-spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

    ——–

    EKSEMPLER PÅ 10 LOKALE SOV UDE-ARRANGEMENTER

    • Nationalpark Thy, Nordjylland: Klit Division
      Oplev Nationalpark Thy ved nattetide, sov i spejdernes hængekøjepark eller prøv at bygge din egen bivuak. Arrangementet begynder lørdag kl. 17.
      Adresse: Nebel Lejrplads, Egeshvilevej 5b, 7700 Thisted
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk
    • Brabrand, Østjylland: Valhalla Gruppe
      Hjemmelavede snobrødshotdogs, forskellige spejderaktiviteter og lejrbålshygge under stjernerne. Arrangementet begynder lørdag kl. 16.
      Adresse: Lundagergård (Shelterpladsen i True Skov), Anelystvej 35, 8381 Tilst
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk

    • Nordborg, Sønderjylland: Langesø Spejderne
      Aftenhygge med snobrød og popkorn. Foredrag om stjernehimmelen, som vi håber at have fri udsigt til. Arrangementet begynder lørdag kl. 19.
      Adresse: Fasanvej 10, 6430 Nordborg
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk
    • Ringe, Midtfyn: Rething-Gruppen
      Forskellige aktiviteter for alle aldre, mad over bål og en aftenaktivitet for de eventyrlystne. Arrangementet begynder lørdag kl. 13.
      Adresse: Svendborgvej 87, 5750 Ringe
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk

    • Holeby, Lolland: Aztekerne
      Kom og sov ude i telt, hængekøje, shelter eller selvbygget bivuak – spejderne hjælper med opsætningen. Mad over bål og sjove aktiviteter. Arrangementet begynder lørdag kl. 16.
      Adresse: Vensløkkevej 4, 4960 Holeb
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk
    • Køge, Østsjælland: Køgespejderne
      Friluftsaktiviteter, lejrbål, eftermiddags- og aftenhygge for alle. Arrangementet begynder lørdag kl. 14.
      Adresse: Minicenteret Køge Ås, Salbyvej 23, 4600 Køge
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk
    • Islands Brygge, København: Thorolf Gruppe
      Prøv spejderaktiviteter med afsæt i FN’s verdensmål, lav aftensmad over bål og hyg i soveposerne. Arrangementet begynder lørdag kl. 15.
      Adresse: Artillerivej 67, 2300 København S
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk

    • Ungdomsøen (Middelgrundsfortet), Øresund
      Oplev Københavns skyline og stjernehimmelen fra Ungdomsøen, som åbner til sommer. Gå på opdagelse på det gamle søfort, lav lækker morgenmad over bål og meget mere. Afgang mod øen kl. 16 og 18.
      Adresse: Ungdomsøen i Øresund. Båden afgår fra Nyhavn 71.
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk
    • Aakirkeby, Bornholm: Vestermarie Gruppe
      Eftermiddag og aften fyldt med friluftsaktiviteter for både børn og voksne. Man kan selv medbringe telt eller låne af spejderne. Arrangementet begynder lørdag kl. 15.
      Adresse: Øster Sømarken Lejrplads, Ædjavejen 6, 3720 Aakirkeby
      Mere info/kontakt: Se sovude.dk

    • Naturmødet, Hirtshals
      Det Danske Spejderkorps er også på Naturmødet i Hirtshals den 23.-25. maj, hvor vi opfordrer deltagerne til at sove ude, og det vil være muligt at høre mere om tankerne bag dagen.
      Mere info/kontakt: Outdoor-inspirator i Det Danske Spejderkorps, Dieter Toftkjær, dt@dds.dk, 2082 5671.

    Kontakt:

    Kommunikationschef Peter Tranevig tlf.: 23 29 33 62 email: pt@dds.dk

    Digital konsulent Anders Hooge tlf.: 23118049 email: ah@dds.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/spejderne-inviterer-alle-med-til-en-nat-under-stjernerne?releaseId=13573911