PRM / Dansk Byggeri: Dårligt timede skattestigninger til erhvervslivet

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    – Lige nu befinder vi og på ryggen af et langt økonomisk opsving med kernesunde offentlige finanser men med udsigt til en mere usikker økonomisk fremtid, både internationalt og i bygge- og anlægsbranchen. Derfor er det bekymrende, at Socialdemokratiet med sin 2025-plan nu sender en række ekstraregninger til erhvervslivet. For hvis man ikke kan holde skatterne i ro på toppen af en højkonjunktur, hvornår kan man så, siger Dansk Byggeris adm. dir. Lars Storr-Hansen i en kommentar til partiets økonomiske udspil “Gør gode tider bedre for alle”.

    Fire konkrete dummebøder til erhvervslivet

    Forslaget indeholder en række konkrete forslag fra Socialdemokratiet, der bestemt ikke trækker i erhvervsvenlig retning.

    – Desværre holder Socialdemokratiet fast i, at bo- og gaveafgiften for virksomhedsarvinger tredobles fra fem til 15 procent. Det er ren gift for de familieejede virksomheder og deres generationsskifter og kan i værste fald føre til, at virksomheder lukkes ned eller flytter ud af Danmark, siger Lars Storr-Hansen.

    Han beskriver det som dybt problematisk, når Socialdemokratiet som lyn fra en klar himmel lægger op til at udskrive nye skatter til erhvervslivet ved at hæve den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode fra 30 til 40 dage og ved at sætte arbejdsskadeafgiften op igen. Tilmed lige i kølvandet på et bredt forlig om arbejdsmiljø, som ellers skulle have skabt ro på området.

    Dansk Byggeri beklager også, at den planlagte afskaffelse af skat på fri telefon fra 2020 og frem nu måske alligevel ikke bliver til noget.

    – Det er trist, hvis man overfor helt almindelige lønmodtagere vælger at fastholde skat på arbejdsredskaber, som smartphones anno 2019 er, siger Dansk Byggeris adm. direktør.

    Dynamiske effekter er veldokumenterede

    Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen er derudover betænkelig ved nogle af de mere generelle principper, Socialdemokratiet lægger op til med sin nye 2025-plan.

    – Økonomien er sund, og de økonomiske vismænd har påvist, at dynamiske effekter af skattelettelser i forvejen bruges med overdreven forsigtighed. Socialdemokraterne burde være mere realistiske, når de ser på, hvilke ændringer i folks adfærd, de skattepolitiske initiativer medfører og erkende, at der bliver skabt mere luft i økonomien. Det ville være fint også at indregne positive effekter af investeringer i infrastruktur, siger Lars Storr-Hansen.

    Også positive elementer i S-forslaget

    Dansk Byggeri er til gengæld glad for, at Socialdemokratiet i 2025-planen vil afsætte 112 mia. kr. til igangværende og nye infrastrukturprojekter. Og at partiet lægger op til at oprette en national kystsikringsfond.

    – Forslaget om en kystsikringsfond er både visionært og flot, og det ligner til forveksling det, som Dansk Byggeri tidligere har foreslået. Det er også glædeligt, at Socialdemokratiet nu matcher regeringen, når det drejer sig om fremtidens infrastruktur. Vi savner dog datoer for, hvornår projekterne sættes i gang og opfordrer den kommende regering til at fremskynde de vigtigste vej- og baneprojekter, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

    Kontakt:

    Adm. direktør Lars Storr-Hansen, lsh@danskbyggeri.dk, telefon 41 19 33 04
    Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-byggeri-darligt-timede-skattestigninger-til-erhvervslivet?releaseId=13573913