PRM / Innovationsministeren lærte om robotter på Humlebæk Skole

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    Man skal ikke være særlig gammel for at arbejde med robotter eller kodning. Det konstaterede innovationsminister Sophie Løhde, da hun besøgte Humlebæk Skole, hvor eleverne ofte prøver kræfter med innovative metoder i skoledagen. Efter besøget i Humlebæk gik turen til Ullerødskolen i Kokkedal, som er en specialskole, og hvor elever og lærere viste ministeren, hvordan de arbejder med at få teknologiforståelse indarbejdet i danskfaget.

    “Det var en fornøjelse at vise ministeren, hvor begejstrede vores elever er for at arbejde innovativt og fx allerede i 2. klasse prøver kræfter med robotter og kodning”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen

    Også innovationsminister Sophie Løhde var glad for besøget og imponeret over elevernes nysgerrighed og gå-på-mod:

    “Det var virkelig imponerende, hvordan eleverne arbejdede med robotter og kodning og for eksempel gør det til en del af dansktimerne. I fremtiden får vi brug for endnu flere, der er nysgerrige på teknologi og tør afprøve nye løsninger. Derfor er det også regeringens vision at gøre teknologiforståelse obligatorisk i folkeskolen, så landets skoleelever ikke bare lærer at bruge teknologien, men også lærer at forstå den, så de selv kan bruge teknologien til at skabe kreative og nye løsninger.”

    Udvalgsformand Per Frost Henriksen var også begejstret for at se elevernes arbejde:

    “Vores skoler er helt tydeligt langt fremme i skoene på dette felt og virkelig gode til at se de forskellige muligheder for at integrere innovative arbejdsmetoder i undervisningen. Det er derfor ikke så mærkeligt, at alle vores skoler ligger højt i alle målinger af både faglighed og trivsel”.

    På Humlebæk Skole blev ministerbesøget indledt med fællessang, hvorefter 5. årgang præsenterede det innovationsprojekt om håndtering af affald, som de har samarbejdet med elever fra Langebjergskolen om. Elever fra elevrådet havde forberedt spørgsmål til ministeren, som fortalte at hun som lille drømte om at få en slikbutik og siden om at blive sygeplejerske. Derudover fortalte hun om sit arbejde som minister.

    På Ullerødskolen så ministeren på arbejdet og erfaringerne med at implementere forsøget med teknologiforståelse generelt på skolen og i fagene dansk og matematik.

    Kontakt:

    Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A), tlf. 25 29 19 42
    Udvalgsformand Per Frost Henriksen (A), tlf. 25 13 62 99

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/innovationsministeren-laerte-om-robotter-pa-humlebaek-skole?releaseId=13572483