PRM / Bøderegn: Her gives der flest fartbøder pr. fotovogn

    Pressemeddelelse fra Mikonomi.dk

    Sammenligningstjenesten Mikonomi.dk, har fået aktindsigt i ATK-indsatsen fra Rigspolitiet for 2018. Ud fra denne kan det konkluderes, at der skrives flest fartbøder pr. fotovogn på motorvejene. I 2018 lykkedes det hver enkelt fotovogn i gennemsnit at blitze 451 bilister. I alt blev der nemlig givet 119.939 fartbøder fra fotovogne på motorvejene fordelt på 266 fotovogne. Der blev dog overordnet set givet flest fartbøder i tættere bebyggede områder. Her blev der i 2018 skrevet 250.594 fartbøder fordelt ud på 5.303 besøg fra fotovogne. Dette betyder, at der i tættere bebyggelse kun blev givet 47 fartbøder pr. fotovogn.

    Næsten 50% af alle fartbøder fra motorveje kommer fra Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds

    Der blev i 2018, som tidligere beskrevet, skrevet 119.939 fartbøder fra fotovogne på de danske motorveje. 58.371 af disse fartbøder kom fra fotovogne placeret på motorveje i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds, hvilket svarer til 48% af de samlede fartbøder.

    Dette skyldes i høj grad, at politikredsen har nogle af de mest besøgte motorveje. Politikredsen dækker blandt andet både Vestmotorvejen, Sydmotorvejen og Storebæltsbroerne. På Vestmotorvejen i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds har der stået en fotovogn 13 gange, som har givet mere end 33.000 fartbøder. Samme tendens ses på motorvejen ved Storebæltsbroerne, hvor der har stået en fotovogn seks gange, hvilket har givet mere end 10.000 fartbøder.

    Overordnet set har der været besøg af en af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds’ syv fotovogne 57 gange i løbet af 2018. Disse har, som tidligere nævnt, givet 58.371 fartbøder. Sammenlignes ovenstående tal med eksempelvis Nordsjællands Politikreds, som også har haft besøg af en fotovogn 57 gange, har fotovognene dog kun givet 14.143 fartbøder her.

    Flest besøg på Helsingørmotorvejen og Øresundsmotorvejen i 2018

    Kigger du på, hvor mange gange fotovogne har stået på motorveje i 2018, er det uden tvivl Helsingørmotorvejen i Nordsjællands Politikreds, der har haft flest besøg af vognene. Helsingørmotorvejen havde i 2018 besøg 55 gange af en fotovogn, kun 3 gange mere end andenpladsen Øresundsmotorvejen fra Københavns Politikreds, som havde 52 besøg. På Helsingørmotorvejen er der skrevet næsten 13.800 fartbøder, hvorimod der på Øresundsmotorvejen er skrevet 7.584 bøder fra fotovogne.

    Sådan er undersøgelsen udarbejdet

    Undersøgelsen er udarbejdet ved hjælp af data fra Rigspolitiet, som Mikonomi.dk har fået aktindsigt i, der viser ATK-indsatsen for 2018. Ved brug af denne undersøgelse gøres der opmærksom på, at stærekasserne er eksluderet. Derved tages der i de omtalte tal kun udgangspunkt i fotovogne. Derudover er datasættet et dynamisk datasæt, hvilket betyder, at det kan ændre sig i løbet af året. Dog burde det meste data for 2018 være registreret på nuværende tidspunkt. Dataen er yderligere trukket den 14. februar 2019.

    Du kan få et indblik i tallene bag denne undersøgelse her: Fordeling af fartbøder efter vejtype

    Kontakt:

    Content Coordinator Lasse Geel tlf.: +45 38 41 03 08 email: lg@mikonomi.dk

    Pressesansvarlig Camilla Kruuse tlf.: +45 38 41 03 08 email: ck@mikonomi.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/boderegn-her-gives-der-flest-fartboder-pr-fotovogn?releaseId=13572429