PRM / Jobcentre spotter stress hos ledige

    Pressemeddelelse fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

    I København lever over 130.000 borgere med et højt stressniveau. 39 procent af dem står uden for arbejdsmarkedet.

    Og for mange af dem bliver det en ond spiral, hvor det bliver umuligt at finde et arbejde, fordi stressen fylder for meget.

    Derfor har jobcentrene i København siden januar 2018 haft mulighed for at henvise stressramte ledige og sygemeldte københavnere direkte til byens stressklinikker.

    Den seneste evaluering af stressklinikkerne viser, at 87 procent af de borgere, der har været igennem et stressforløb, oplever en reduktion i stressniveauet.

    Og tilbuddet er så populært, at antallet af henvisninger fra marts måned i år er blevet skruet op til det dobbelte, hvilket er 10 borgere om ugen.

    “Mange københavnere ender med at udvikle stress, fordi de står uden for arbejdsmarkedet og ikke kan vide, hvornår jobbet kommer. Her har vi et ansvar for at hjælpe københavnerne med at tackle deres stress, så de får overskuddet til at komme videre i deres liv. Derfor er jeg rigtig glad for vores samarbejde med byens jobcentre,” siger sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).

    Jobcentrene kan både henvise borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, og borgere, der er sygemeldte med stress fra deres arbejde.

    “Det er rigtig positivt, at så mange ledige københavnere får reduceret deres stress på byens stressklinikker, men vi skal også være opmærksomme på dem, der udvikler stress i forbindelse med deres arbejde. Her viser en række erfaringer, at for at undgå yderligere lange sygemeldinger, er det vigtigt for mange stressramte, at de hurtigt bliver en del af arbejdspladsen igen, så der aktivt kan laves de ændringer, der skal til, for at stress ikke indtræder igen,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

    God langtidseffekt

    Evalueringerne af stressklinikkerne viser også, at andelen af borgere, der er i beskæftigelse, er større et halvt år efter forløbet, sammenlignet med før forløbets start.

    Målingen af forløbets langtidseffekt ét år efter viser desuden, at 62 procent af borgerne vurderer, at forløbet på stressklinikken har haft en positiv betydning for deres arbejdsliv.

    Kontakt:

    For yderligere kommentarer kontakt:

    Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, via pressekonsulent Emilie Husted på tlf. 2830 4635

    Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, via pressechef Claus Bøggild på tlf. 2282 8437

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/jobcentre-spotter-stress-hos-ledige?releaseId=13572391