PRM / Ny overskrift: Bornholm venter i gennemsnit 43 dage på en byggetilladelse

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Hvis du vil bygge et parcelhus eller en ny kontorbygning på Bornholm, så tager det i gennemsnit 43 dage, inden regionskommunen har sagsbehandlet byggetilladelsen, og håndværkeren kan komme i gang med at støbe fundamentet og lægge de første mursten. Hvis du derimod skal bygge i Vallensbæk på Sjælland, er papirarbejdet klaret på i gennemsnit fem dage.

    Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri. Opgørelsen omhandler både erhvervsbyggeri og boligbyggeri.

    – Der er fart over feltet i Vallensbæk, som er den hurtigste i hele landet, mens det går langsomt med papirarbejdet her på Bornholm. Uanset om det er et parcelhus, sommerhus eller et nyt hotel, der skal bygges, så bør regionskommunen kvittere med en god og hurtig service overfor alle, der vil investere i Bornholm. Set i det lys er en gennemsnitlig ventetid på 1,5 måned alt for langt tid, siger formand for Dansk Byggeri Bornholm, Jens Koefoed.


    Ventetiden er opgjort fra den dag, kommunerne har modtaget alle de oplysninger, som de har brug for til sagsbehandlingen, så mangelfulde ansøgninger ikke være en undskyldning for en lang ventetid, mener Dansk Byggeri Bornholm.

    – Når en ansøgning er fuld oplyst, bør både regionskommunen og alle andre kommuner i landet kunne levere en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på maksimalt 14 dage, så regionskommunen er langt fra mål, siger Jens Koefoed.

    Tallene viser dog, at den gennemsnitlige ventetid på en byggetilladelse på Bornholm er faldet.


    – Det er selvfølgelig positivt, at det går den rigtige vej, men på trods af det, er ventetiden stadig alt for lang. Fx er ventetiden på både simple konstruktioner og parcelhuse steget, selv om de sager burde være hurtige og forholdsvis enkle at sagsbehandle. De steder, hvor regionskommunen har forbedret sig og skåret et par dage af ventetiden, har der været meget få sager. Så tal er en ting, men ude i virkeligheden hvor vi står og venter på grønt lys, mærker vi ikke de store forbedringer, tværtimod venter vi generelt alt for længe, siger Jens Koefoed, formand for Dansk Byggeri Bornholm og tilføjer:

    – Hvis de forskellige centre i kommunen blev bedre til at samarbejde internt, vil de hurtigt kunne nedbringe sagsbehandlingstiden. Her kan de med fordel starte arbejdet. Man kan lige så godt tage de lavt hængende frugter først.

    Kontakt:

    Formand for Dansk Byggeri Bornholm, Jens Koefoed, telefon 20 14 28 88
    Regionskonsulent for Dansk Byggeri Bornholm, Steen Høygaard, telefon 25 66 63 17
    Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-overskrift-bornholm-venter-i-gennemsnit-43-dage-pa-en-byggetilladelse?releaseId=13572222