PRM / Udvikling af Vridsløselille vil transformere Albertslund

    Pressemeddelelse fra Freja Ejendomme

    Når Freja Ejendomme hvert år offentliggør hvilke ejendomme der snart får et ‘til salg’-skilt på døren, imødeses det af mange – og ikke uden grund. Det er således også tilfældet i år, hvor de nye ejendomme udover Vridsløselille blandt andet inkluderer Jonstruplejren, en markant ejendom i Amaliegade 44 i København og fem campingpladser i noget af landets smukkeste natur.

    Til gavn for hele Albertslund

    Fængslet i Albertslund med landets nok mest berømte, grønne port fra utallige Olsen Banden-film ophørte med at fungere som statsfængsel i 2015 og er nu kommet til salg hos Freja Ejendomme.

    Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme siger: “Jeg glæder mig utrolig meget over, at vi har fået Vridsløselille til salg – ikke mindst på vegne af Albertslund og borgerne i byen. Der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe potentiale i ejendommen og nu har vi muligheden for at skabe noget helt nyt til gavn for lokalsamfundet og fremtidige borgere”.

    Vridsløselille har med sin centrale placering i Albertslund utallige muligheder for at blive en aktiv og integreret del af byen. I den kommende tid vil Freja Ejendomme mødes med Albertslund Kommune for at diskutere, hvordan processen bedst gribes an. En proces som Carsten Rasmussen ser frem til: “Vi har altid haft en utrolig god dialog med Albertslund Kommune, som selvfølgelig er lige så glade som os i dag. Man skal huske på, at Vridsløselille har en meget central placering i byen og ligger tæt på blandt andet S-tog, gymnasie, rådhus og butikscenter. Nu har vi muligheden for at åbne det gamle fængsel op og lade det blive en integreret og aktiv del af bymiljøet. Men det er stadig alt for tidligt at spekulere i hvordan transformationen kommer til at udvikle sig. Boliger eller uddannelsesinstitutioner er da nærliggende tanker, som jeg sagtens kunne se for mig.”

    Også byens borgmester Steen Christiansen (Soc.) ser frem til samarbejdet med Freja Ejendomme: “Det er utrolig glædeligt, at Vridsløselille Fængsel nu er overgået til statens ejendomsselskab Freja. Det er altså nu Freja, som ejer grunden. En særdeles spændende og vigtig epoke i udviklingen af Albertslund kan nu for alvor få fart under vingerne. Jeg ser frem til at samarbejde med Freja om retningen for den udvikling, der kan blive et nyt hjerte i byen”.

    Gammel officersskole kan blive nyt boligområde

    Ud over Vridsløselille Fængsel har Kriminalforsorgen også overdraget arresthusene i Tønder og Hjørring til Freja Ejendomme, som nu sætter dem til salg.

    En anden markant ejendom Freja netop har fået til salg er Jonstruplejren i Ballerup, der har har tjent Forsvaret som officersskole for flyvevåbnet. For Carsten Rasmussen er der ingen tvivl om kvaliteten: “Dette område er på mange måder ret fantastisk. Det er tæt på både flot natur og eksisterende boligområder, så det rummer stort potentiale for nye boliger i attraktive omgivelser”.

    Fakta: Her er de 18 nye ejendomme:

    Stationsvej 2, 7500 Holstebro

    Stationsvej 4, 7500 Holstebro

    Amaliegade 44, København K

    Quassunngusaq 1, Nuuk

    Torvevej 3920 Qaqortoq

    Jonstrupvej 240, 2750 Ballerup (Jonstruplejren)

    Køgevej 167, 4321 Gastrup (Skalstrup)

    Vestenbækvej 2, 4773 Stensved (Stensved Kaserne)

    Fængselsvej 39, 2620 Albertslund (Vridsløselille Fængsel)

    Jernbanegade 12, 9800 Hjørring

    Nørregade 31A, 6270 Tønder

    Raadvad 3 og 46 2800 Lyngby

    Over Hadstenvej 78, 8370 Hadsten

    Vejers Strand Camping

    Børsmose Strand Camping

    Svinkløv Camping

    Rødhus Klit Camping

    Høve Camping

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udvikling-af-vridsloselille-vil-transformere-albertslund?releaseId=13571335