PRM / Coop og Sol over Gudhjem på jagt efter Danmarks bedste lokale varer

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Det lokale hitter. Gårdbutikker, små producenter, lokale madfællesskaber og supermarkeder, der sælger havtornmarmelade, jordbær og is fra lokale producenter. Med Produktprisen hylder kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem og Coop danske produkter, der fortjener at komme frem i lyset og ud på hylderne i landets butikker.

    Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem, der hvert år afholdes i Gudhjem på Bornholm, har indgået et partnerskab med Coop om at finde de produkter, som med en god historie, en særlig råvare og unik oprindelse kan give forbrugerne nye og spændende smagsoplevelser. Produktprisen gives til producenter, der har skabt et nyt innovativt produkt eller tænkt i nye baner i forhold til afsætningsmuligheder, inden for kategorierne Mad, Drikke og Konfekture.

    “Igen i år er vi med til at hylde innovative og lokale varer med Produktprisen til Sol over Gudhjems kokkekonkurrence. Det at vi er med i Sol over Gudhjem giver os muligheden for at opdage og være med i udviklingen af nye og unikke varer til vores kunder ” siger Hanna Schaldemose, ansvarlig for lokale varer i Coop.

    Topkokke og branding-eksperter hjælper på vej

    Vinderne af produktpriserne får bl.a. mulighed for at videreudvikle produktet med Sol over Gudhjems ekspertpanel, der kan hjælpe de små producenter med produktudvikling, branding og PR, vækst, salg og eksport, samt mulighed for at testsælge finaleproduktet i udvalgte Coop-butikker (Irma, SuperBrugsen, Dag-li’Brugsen eller Kvickly).

    “Vi vil gerne hjælpe Produktprisvinderne med at tage et skridt videre. Derfor har vi samlet et helt hold af eksperter inden for PR, branding, salg og eksport. Der er sat en bevægelse i gang, hvor vi kan se, at gode, lokale produkter hitter hos befolkningen. Det sker, fordi vi i disse år ser, at det vælter frem med flere og flere små producenter, der kaster sig over alt fra is, snaps og rødkål til pålægschokolade, æblemost og slik. Det er en fantastisk udvikling”, forklarer arrangør af Sol over Gudhjem, Mads Marschall.

    Et ekspertpanel bestående af bl.a. topkokkene Thomas Rode, Mikkel Maarbjerg og Francis Cardenau vil smage, teste og vurdere hvert produkt. Herefter udvælges tre produkter i kategorierne mad, drikke og konfekture til finalen i Gudhjem på Bornholm den 22. juni 2019 i forbindelse med Sol over Gudhjem. Allerede nu opfordres alle landets producenter inden for mad, drikke og konfekture til at tilmelde sig.

    Tilmelding skal ske senest den 1. maj 2019. Finalisterne findes i slutningen af maj. Finalen finder sted til Sol over Gudhjem på Bornholm den 22. juni 2019.

    Læs mere om Produktprisen og tilmeld på siden her: sogk.dk/produktprisen

    For flere informationer

    Proceskonsulent i Coop Lokale Varer Hanna Schaldemose T: +45 51 59 35 42 M: hanna.schaldemose@coop.dk

    Kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem Mads Marschall T: +45 21 61 42 23 M: info@sogk.dk

    sogk.dk/produktprisen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/coop-og-sol-over-gudhjem-pa-jagt-efter-danmarks-bedste-lokale-varer?releaseId=13570634