PRM / Drop de pæne ord og skåltalerne: Nu vil Djøf have ligestilling op på den politiske dagsorden

    Pressemeddelelse fra Djøf

    Ligestillingen er ikke på plads i Danmark. Det fremgår fx af Global Gender Gap, hvor Danmark sakker bagud. Vores nordiske naboer ligger alle i top-fem-ligaen, når man måler på faktorer som uddannelse, økonomi og antal folkevalgte.

    Derfor opfordrer Djøf folketingspolitikerne til at sætte ligestilling på dagsordenen. Med Ligestillingsløftet skriver folketingspolitikerne under på at arbejde for ligestilling i seks faser af piger og kvinders liv. Djøf nedsætter samtidig en komité, der vil følge om ligestillingen går fremad.

    “For Djøf er det afgørende, at ligestilling mellem mænd og kvinder bliver prioriteret langt højere end i dag. Det er en samfundsopgave at sikre, at piger og drenge vokser op uden fastlagte grænser for deres arbejdsliv. Tilsvarende holder det heller ikke, at det er langt sværere for kvinder at realisere en ledelseskarriere i Danmark end i en lang række andre lande”, siger Henning Thiesen, formand for Djøf og siger videre:

    “Med Ligestillingsløftet håber vi, at de politikere, som skriver under, vil arbejde for at fremme reel ligestilling efter valget. Løftet rummer seks konkrete punkter, som favner bredt politisk, og som vil have stor betydning for kvinder i alle aldersgrupper”

    De seks løfter

    Folketingspolitikerne vil blive bedt om at skrive under på følgende:

    Jeg vil arbejde for, at drenge og piger ikke begrænses af stereotype forventninger.
    Fakta: Forskning viser, at piger allerede fra seksårsalderen i lavere grad forbinder deres køn med succes og dygtighed.

    Jeg vil arbejde for en indsats, der markant nedsætter stressniveauet blandt især unge kvinder.
    Fakta: 40,5 % af danske kvinder mellem 16 og 24 år føler sig stressede. Tallet er 23,4 % for mænd.

    Jeg vil arbejde for, at mænd tager en større del af orlovsperioden med børn.
    Fakta: Danske fædre holder i gennemsnit under en måneds barsel, mens kvinder holder op mod et år.

    Jeg vil arbejde for flere kvinder i ledelse.
    Fakta: Mænd har 2,1 gange højere sandsynlighed for at blive ledere, end kvinder har.

    Jeg vil arbejde for øget fleksibilitet i mænd og kvinders karrieremønstre.
    Fakta: Kvinder mellem 50 og 59 år er dårligst repræsenteret på ledelsesgangene i den private sektor.

    Jeg vil arbejde for mindre ulighed i optjeningen af pensionsformuer.
    Fakta: I 2017 var mænds opsparede pensionsformue 29,8 % større end kvinders.

    Ny komité skal sikre fremdrift i ligestillingen
    På seks alderstrin i piger og kvinders liv skal en ny komité nedsat af Djøf måle og monitorere udviklingen. Det er vigtigt, at omverdenen kan vurdere om Danmark rykker sig den rigtige vej.

    Komiteen vil komme med halvårlige redegørelser med anbefalinger til, hvordan politikerne bedre kan leve op til Ligestillingsløftet.

    Komitéen udgøres af følgende medlemmer:

    • Hanne Vibeke Holst, forfatter
    • Emma Holten, redaktør
    • Stefan Hermann, rektor på professionshøjskolen København
    • Sara Louise Muhr, professor ved CBS
    • Morten Hübbe, CEO i Tryg
    • Jens Howitz, tidligere headhunter, partner i Howitz & Sand Advisory.

    Læs mere om Ligestillingsløftet: www.djoef.dk/tema/ligestillingsl-oe-ftet.aspx

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt:

    Edith Jakobsen, arbejdslivspolitisk chef i Djøf
    Mobil: 61 60 24 44

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/drop-de-paene-ord-og-skaltalerne-nu-vil-djof-have-ligestilling-op-pa-den-politiske-dagsorden?releaseId=13570420