PRM / Kommuneplan i høring: Skal vi have en ny ø – eller to?

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Hvor skal vi lægge nye boligområder? Hvordan skal vores naturområder udvikle sig? Hvor vil vi have erhvervsudvikling? Skal vi lave en ny ø? Og hvad med livet i købstæderne og på landet?

    Det er nogle af de spørgsmål, der bliver taget hul på i udkastet til en ny 12-årig kommuneplan, som Guldborgsund Kommunes byråd i dag sender i høring blandt kommunens knapt 61.000 borgere. Forslaget til en ny kommuneplan har fået overskriften “Når fysisk planlægning betyder noget”.

    “Der er ingen tvivl om, at med den kommuneplan, vi nu sender i høring, så udfordrer vi. Vi tænker “ud af boksen”, og det glæder jeg mig da til at høre borgernes reaktion på. Byrådet ønsker at afprøve og udnytte mulighederne i den nye planlov, som netop giver kommunerne større frihed og et større ansvar for den fysiske planlægning. Vi vil udvikle og sætte nye standarder for det gode hverdagsliv, bosætning, uddannelse og jobskabelse,” siger borgmester John Brædder.

    Grundstenen til kommuneplanen blev lagt i forbindelse med planstrategien, som byrådet vedtog i juni måned 2018. Men allerede inden arbejdet med at skrive kommuneplanen gik i gang, blev der lavet en tidlig høringsfase. En skurvogn blev stillet op flere steder i kommunen, og borgerne kunne så komme med deres idéer. Den tidlige høringsfase var en stor succes, og det blev til i alt 240 forslag og over 150 samtaler, som er blevet indarbejdet i det forslag, som byrådet nu sender i høring.

    “Jeg håber jo, at rigtig mange borgere vil give os deres input og idéer her i høringsfasen både ved at skrive til os og møde op til de fire borgermøder, vi holder. Der har jo været en god og livlig debat allerede inden høringsfasen, så det lover godt for debatten. Det er vigtigt, at så mange som muligt deltager i debatten om, hvordan vores kommune skal se ud de kommende år, for det handler jo om vores fælles fremtid,” siger borgmester John Brædder.

    Fakta: Sådan kan du deltage i debatten

    Høringssvar kan afgives digitalt på www.guldborgsund.dk/kommuneplan2019.

    I løbet af høringsperioden afholdes der desuden fire borgermøder, hvor man kan høre mere om indholdet i kommuneplanen og drøfte planen med repræsentanter for byrådet. De første tre møder bliver livestreamet på facebook, hvor man også kan give sit input til politikerne.

    Tid og sted:

    · Tirsdag den 19. marts kl. 16.30 – 19 på Guldborgsund Kommunes rådhus: Temaet er erhvervsudvikling

    · Mandag den 25. marts kl. 16.30 – 18.30 på Ny Kirstineberg: Temaet er bosætning

    · Tirsdag den 9. april kl. 16.00 – 17.30 på Stubbekøbings gamle rådhus: Temaet er havnene

    · Tirsdag den 23. april kl. 17.00 – 19.00 på Kulturfabrikken: Temaet er: Børnefamilier, spaghetti og kommuneplan.

    Kommuneplanen kan ses på www.guldborgsund.dk/kommuneplan2019

    Høringsperioden løber frem til 3. maj.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager tlf.: Tlf. 2518 0129 email: Mail: hgg@guldborgsund.dk

    Borgmester John Brædder, tlf. 25 18 01 29

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kommuneplan-i-horing-skal-vi-have-en-ny-o-eller-to?releaseId=13569737