PRM / Hvordan skal vi spare på energien?

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Hvordan bruger vi mindst mulig energi, hvordan skifter vi olie, kul og naturgas ud med jordvarme og strøm fra vindmøller og solceller? Og hvem skal betale, når alt fra parcelhuse til kommunale bygninger og virksomheder skal gøres klar til den grønne omstilling? Få svarene når Dansk Byggeri sætter fokus på energibesparelser i bygninger tirsdag den 5. marts fra kl. 9 til 11 i Fællessalen på Christiansborg.

    På Dansk Byggeris Energikonference offentliggøres også Byggeriets Energianalyse 2019 med de nyeste tendenser inden for energibesparelser og vedvarende energi i bygninger.

    – Der bør sættes et bindende mål om at reducere energiforbruget i 2030. Og da vi ved, at en stor andel af Danmarks samlede energiforbrug bliver brugt i bygninger, bør der også sættes bindende delmål for, hvor meget vi skal spare på energien her. Det er nødvendigt, hvis Danmark skal være fri af fossile brændsler. Men spørgsmålet er, hvor langt politikerne vil gå, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

    Netop det er et af de emner, som folketingspolitikerne Jens Joel(S), Mikkel Dencker(DF), Ida Auken(RV), Søren Egge Rasmussen(EL), Carsten Bach(LA) og Christian Poll(ALT) vil diskutere i Fællessalen på Christiansborg.

    – 65 procent af vores bygninger er bygget før 1980, hvor der for første gang kom fokus på energibesparelser i bygningsreglementet. De er derfor storforbrugere af energi, og der er gode muligheder for at spare på energien. Men hvordan får vi parcelhusejere, kommuner og virksomheder til at gøre deres bygninger klar til den grønne omstilling? Det kræver investeringer og tid, og i Dansk Byggeri mener vi, at politikerne bør prioritere energibesparelser i bygninger langt højere, siger Camilla Damsø Pedersen.

    Der er under debatten også mulighed for at stille spørgsmål til politikerne om, hvor langt de vil gå for, at der bliver sparet på energien, og vi når i mål med den grønne omstilling.

    Det er gratis at deltage i arrangementet.

    Kontakt:

    Energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen, telefon 23 28 49 13
    Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvordan-skal-vi-spare-pa-energien?releaseId=13568660