PRM / To nye madstader åbner i Tivoli Food Hall

    Pressemeddelelse fra Tivoli A/S

    Parret bag La Baracca har godt styr på de italienske klassikere. Franco er fra Firenze, også kendt som hjertet af Toscana, og Tatiana er af colombiansk oprindelse men opvokset i Italien. Franco og Tatiana glæder sig til at forkæle gæsterne i Tivoli Food Hall med klassiske pastaretter. Alt er hjemmelavet og produceret på stedet.

    Franco fra La Baracca siger om konceptet: “Jeg er en ’street food man’, der kan lide det simple, men det skal være lækkert, hjemmelavet og autentisk. Baseret på de retter min italienske bedstemor serverede, og som er gået i arv i familien.”

    Friske favoritter

    Gæsterne kan følge forventningsfuldt med, mens pastaen æltes, rulles og gøres klar. På menuen er frisklavede pastaklassikere som Bolognese, Carbonara, Ravioli med ricotta og spinat med mere og Tiramisu og dagens dessert til den søde tand. Menukortet med de kendte, italienske favoritter suppleres med det italienske pars signaturretter som fx Tortello Mugellano, der er frisk pasta fyldt med kartoffel, ost og timian.

    Smagfulde fladbrød i Wakha til april

    3. april åbner det nybyggede madstade Wakha, som tilfører Tivoli Food Hall nordafrikansk stemning med et look i blå, grønne og røde farver, hvor marokkanske lamper sørger for hyggelig belysning. Der er direkte kig til køkkenets krukker i alverdens farver, og krukkerne er spækket med friske krydderier, som bliver brugt, når maden syder på gasgrillen. Sprøde granatæblekerner, grillede grøntsager, lam og kylling og yoghurtdressing serveres på lune fladbrød. Til en uformel spisestund med masser af smag og hygge. Vinen er i højsædet hos Wakha, som byder på økovine og naturvine. Der vil også være grønne og anderledes drinks og øl fra Spanien.

    Kenn Husted skaber københavnske åndehuller

    Bag Wakha står Kenn Husted, som har skabt en række københavnske åndehuller, som alle har den gode vin- og madoplevelse i centrum. Blandt andre Falernum, Paté Paté, Paté Paté Winebar & Tapas i lufthavnen, Vinbodegaen på Nørrebro og Frederiksberg og Props Coffee Shop i Blågårdsgade. Kenn Husted står også bag vinfirmaet Husted Vin APS, som importerer kvalitetsvine fra hele verden og har en mission om at udfordre danskerne med ukendte perler af vine til fornuftige priser.

    Lidt mere ’spice’

    Kenn glæder sig til at tilføre Tivoli Food Hall marokkansk spice med Wakha, der betyder OK på marokkansk:

    “I Wakha kommer der til at være knald på både farverne og krydderierne. Stedet skal emme af varme og hygge, og det skal være et sted, hvor man har lyst til at blive lidt længere,” fortæller Kenn, som har et særligt forhold til Tivoli. “Da jeg var barn, arbejdede min mor i Tivoli i restaurant Påfuglen og i Automathallen, så der kom jeg som lille.”

    wagamama genåbner med nyt design i dag

    Ganske som med Tivoli Food Hall, så har nudelrestuaranten wagamama også indgang både fra Tivoli og gaden, og her er der også en særlig begivenhed 7. februar. wagamama har fået et opgraderet look og genåbner med helt nyt design i dag. Gæsterne kan glæde sig til et helstøbt univers i træ, messing og kobber. Looket er blevet mere varmt, men uden at gå på kompromis med enkelheden, som både den japanske og nordiske stil er så kendt for.

    Om Tivoli Food Hall

    I november 2017 åbnede Tivoli Hjørnet med flere Nimb-hotelværelser, Illum Bolighus-designbutik, restauranten Vapiano, Sticks’n’Sushi, Espresso House og Tivoli Food Hall der huser madstaderne Hallernes Smørrebrød, Tapa del Toro, Gorm’s Pizza, Zócalo, Le Petit Vinbar, BobbaBella, Cock’s & Cows, Kung Fu Street Food, Chicks by Chicks, Letz Sushi, The Bird & Kissmeyer, Gló og Brødflov. La Baracca Fresh Italian er nyeste stadeholder i Tivoli Food Hall og erstatter Ricco’s kaffe, der flyttede ud i januar. Wakha erstatter Café Norden. Tivoli Food Hall har åbent alle dage hele året, og der er indgang både fra gaden og fra Tivoli.

    Med venlig hilsen

    Mette Rou Lund Tivoli Brand & Kommunikation

    melu@tivoli.dk + 45 22237213

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/to-nye-madstader-abner-i-tivoli-food-hall?releaseId=13568210