PRM / Der har været mange ombord i din nye båd

    Pressemeddelelse fra Jørgensen & Dahl A/S

    Det polske værft Model Art i Polen producerer den populære jolle JD600 Qooqa i samarbejde med norske Askeladden. Værftet beskæftiger op imod 400 personer, og vi har fået lov til at tage et kig bag facaden.

    Effektiv planlægning

    Det første der springer i øjnene er effektiviteten. Alle medarbejdere logger ind på en PC før de går i gang med dagens opgaver. Her markerer de hvilken båd de går i gang med, og specifikt hvilken opgave. På den måde kan bådens fremskridt følges, og man kan sikre at leveringsdeadlines kan overholdes. Alle både planlægges minutiøst, og der er bestemt ikke meget ekstra tid at give af, hvis en kunde lige pludselig beslutter sig for f.eks. at bestille 4 både i modsætning til den ene, der er i bestilling. Derfor kan der være lang leveringstid på en JD 600 Qooqa, hvis bestillingen ikke er lagt på forhånd.

    Men tilbage til produktionen af selve båden. På værftet fremstilles mange forskellige både. Her produceres både for Askeladden såvel som for andre varemærker. Alle både fremstilles ens, bortset fra JD 600 Qooqa, – den er en ener!

    Ekstra forstærket skrog giver mange fordele

    I modsætning til de øvrige produktioner, tager det noget længere tid at producere en Qooqa jolle. Der ligger nemlig mere end dobbelt så mange glasfiberlag på selve skroget, og det er det der, blandt andet, gør den særligt velegnet til sejlads i de grønlandske farvande. Det tykke glasfiberlag, betyder større sikkerhed for den grønlandske fisker, når der sejles ud i et farvand med risiko for sammenstød med is.

    Det stærke skrog giver også andre fordele der er til at tage og føle på: Den kompakte 6 meter lange jolle klarer let mere end 2 ton last! Når der så samtidig monteres en Mercury V6 eller V8 motor på den, sikres en hurtig transport ud på fangststedet og hjem igen.

    Formen på skroget er udformet så det på bedste måde viser vandsprøjt bort fra fiskeren ombord, noget som er livsvigtigt, når der arbejdes under så kolde forhold som i Grønland.

    Mange håndterer jollen

    Undervejs i processen med at lave den nye jolle, har vel nok mere end 100 personer været i berøring med den.

    Først laves basisskroget fra en afstøbning af en form, og derefter går hele processen i gang. Afstøbningen beklædes med de mange lag glasfiber, hvor medarbejderne minutiøst sørger for at fjerne enhver lille luftboble, så skroget bliver så robust som muligt. Derefter går slibeprocessen i gang, som sikrer jollens glatte og lækre overflade, før den endelige finish sker. Processen er først helt færdig, når jollen har været en tur i testkarret, og blevet gennemchecket for læk, stabilitet og i det hele taget mulige fejl på båden. Først derefter er den klar til transporten fra Polen til kunden i Grønland.

    En fantastisk rejse fra ingenting til en færdig jolle.

    FAKTA

    JD 600 Qooqa jollen blev udviklet gennem et samarbejde mellem grønlandske forhandlere og importøren Jørgensen og Dahl i Danmark tilbage i 2017.

    En ny hardtop til jollen blev udviklet i løbet af 2018, som specielt tilgodeser de grønlandske krav til en god fangstjolle: Frit udsyn, ståhøjde i båden samt en luge i forruden, der kan åbne helt op. Hardtoppen kan eftermonteres på JD 600 Qooqa jollen.

    Skrogtykkelse: Mere end dobbelt så tyk som et alm. konventionelt skrog

    Lasteevne: Mere end 2 ton

    Forhandlere: Bredt forhandlernet i både Danmark og Grønland.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/der-har-vaeret-mange-ombord-i-din-nye-bad?releaseId=13565915