PRM / Ét trafikselskab i hovedstadsområdet er et stort skridt fremad

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Står det til regeringen skal ansvaret for den kollektive trafik i hovedstaden samles i et nyt trafikselskab, Hovedstadens Offentlige Transport (HOT). Selskabet skal overtage opgaverne fra de to trafikselskaber MOVIA og Metroselskabet og samtidig overtage Region Hovedstadens ansvar for bus- og togdriften (privatbanerne).

    Fordele ved at samle infrastrukturen i hovedstaden

    – Det er en stor fordel at få ét trafikselskab for hele hovedstadsområdet. Men der er samtidig brug for at samle infrastrukturen for jernbanerne. I dag er ansvaret placeret både hos regionerne, hvor privatbanerne sørger for fornyelse og vedligehold af skinnerne, og staten, hvor Banedanmark laver tilsvarende opgaver, siger Henrik Friis, branchedirektør i Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri.

    Fremover vil privatbanerne være forankret i HOT, men Dansk Infrastruktur mener, at man bør gå endnu videre.

    – Passagererne er interesserede i den bedste og hurtigste transport. Ved at slå infrastrukturen sammen vil der være stordriftsfordele, når banestrækningerne skal fornyes og vedligeholdes. Det vil samtidig kunne betyde færre sporlukninger, hvis arbejdet kan samles og koordineres bedre. Det giver færre forsinkelser og aflysninger. Samtidig giver det mulighed for bedre køreplaner med flere gennemkørende tog på de forskellige strækninger, så passagerer undgår at skulle skifte tog. Alt sammen til glæde for passagerne, siger Henrik Friis.

    Dansk Infrastruktur anbefaler også, at man undersøger, om der kan være fordele ved, at skinnerne hos Metroselskabet og den kommende letbane lægges sammen med et fælles selskab for baneinfrastrukturen.

    Hvorfor ikke udvide samarbejdet til hele Sjælland

    Det vil styrke det nye trafikselskab HOT, hvis det geografisk kunne dække hele Sjælland. Mange pendlere kommer i dag fra f.eks. Næstved, Kalundborg, Ringsted og Holbæk. Men de områder er lige som størstedelen af Region Sjælland ikke med i HOT.

    – Løsningen med et nyt trafikselskab på det øvrige Sjælland ville svække muligheden for, at passagerer i hele hovedstadsområdet og oplandet får den mest effektive kollektive trafik med de bedste køreplaner. Pendlere på Sjælland og i København rejser jo på kryds og tværs for at komme på arbejde, siger branchedirektør Henrik Friis.

    Bedre koordinering af vej-, bus- og togtrafikken

    Ifølge Dansk Infrastruktur bør det nye trafikselskab HOT også prioritere at koordinere den kollektive trafik med trafikken på vejene. Det er ikke mindst vigtigt ved større uheld eller vejarbejder, hvor bilisterne har brug for i en periode at erstatte bilen med tog eller bus – eller omvendt.

    – Vi så eksempelvis sidste forår, hvor der i længere tid var mange togaflysninger på store dele af Sjælland pga. materielnedbrud. Her burde der med det samme have været sat ekstra busser ind på vejene. Vi skal have en langt bedre koordinering mellem afviklingen af trafik på vej og bane, siger Henrik Friis, branchedirektør i Dansk Infrastruktur i Dansk Byggeri.

    Kontakt:

    Branchedirektør Henrik Friis, hfr@danskbyggeri.dk, telefon 20 31 15 03
    Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/et-trafikselskab-i-hovedstadsomradet-er-et-stort-skridt-fremad?releaseId=13567622