PRM / Aftale på plads i plejefamiliesag

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    En sag om uenighed om kontrakten mellem Guldborgsund Kommune og plejeforældrene Maria og Jacob Hansen er onsdag blevet afsluttet.

    Parterne er enige om rammerne for en ny kontrakt, som tager udgangspunkt i Guldborgsund Kommunes vederlagsmodel, og hvor Maria og Jacob Hansen fortsætter som plejefamilie for 12-årige Andreas.

    Aftalen er kommet i hus, efter parterne igennem længere tid har forhandlet om rammerne for en ny kontrakt. Der er stor lettelse både hos plejefamilien og i Guldborgsund Kommune over, at det nu er lykkedes at nå til enighed om en aftale.

    “Vi tror på det her nu. Vi er sikre på, at der vil være en god udvikling fremadrettet, som vil give Andreas en god fremtid,” siger Maria Hansen.

    Lis Hamburger, centerchef for Familie og Forebyggelse i Guldborgsund Kommune, supplerer:

    “Det er rigtigt godt, at vi nu har fået en aftale på plads, og at der samtidig er et fælles ønske om et tæt og godt samarbejde fremadrettet. Det er meget vigtigt.”

    Begge parter ærgrer sig over forløbet, og at det ikke lykkedes at få en aftale på plads tidligere. Men de er enige om at se fremad og pointerer, at det handler om skabe ro om Andreas’ trivsel og udvikling.

    “Vi har alle fokus på at skabe de bedste rammer for Andreas, og derfor er det også vigtigt, at vi i dag er nået til enighed om et fremtidigt tæt samarbejde,” siger Lis Hamburger.

    Jacob Hansen er enig.

    “Det handler om at sikre ro om Andreas og fokus på hans trivsel. Det er jeg overbevist om, at der vil være, for vores møde i dag har vist, at der er stor velvilje fra begge parter,” siger Jacob Hansen.

    Parterne ønsker nu ro om Andreas og hele sagen. Kommunen og plejefamilien ønsker derfor ikke at kommentere sagen yderligere i pressen eller på sociale medier og appellerer til, at der generelt nu bliver sat et punktum for debatten.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager tlf.: Tlf. 2518 0129 email: Mail: hgg@guldborgsund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aftale-pa-plads-i-plejefamiliesag?releaseId=13567619