PRM / Netselskabet N1 har etableret et topmoderne driftscenter i Støvring

    Pressemeddelelse fra Eniig

    En tilbygning på 700 m2, som skal supplere de eksisterende faciliteter, skal fremadrettet danne rammerne for aktiviteterne i Netselskabet N1. Siden 2016 har selskabet haft adresse på Over Bækken i Aalborg, men bliver nu herre i eget hus. De administrative medarbejdere og driftsfolkene er allerede flyttet ind, mens selskabets udekørende teknikere fortsat vil have udgangspunkt fra deres hjemadresser i det store forsyningsområde.

    – Vi tog det første spadestik i marts måned og etableringen af de nye faciliteter er forløbet helt efter planen med overtagelse i starten af december. Vi har haft ambitioner om at lave et af landets absolut bedste driftscentre, og de er bestemt blevet indfriet, og vi står nu med et topmoderne driftscenter, som kan håndtere vores 390.000 netkunder – endda endnu flere, såfremt konsolideringen i branchen fortsætter. I de nye omgivelser er terrorsikringen højt prioriteret, og det har bestemt ikke gjort anlægsopgaven lettere for håndværkerne, fortæller driftschef Iver Rud Hansen fra Netselskabet N1.

    De 105 nyindrettede arbejdspladser og pladserne foran driftscentrets monitorer bliver alle besat af N1-medarbejdere. For i modsætning til de fleste netselskaber i Danmark, som kører efter en såkaldt entreprenørmodel, hvor ubemandede netselskaber køber medarbejderressourcer og andre ydelser fra moderselskaberne, er Netselskabet N1 fuldt bemandet og råder over eget materiel. I alt er 225 medarbejdere ansat i N1 pr. 1. januar 2019.

    – Der er mange fordele ved at bemande netselskabet. Myndighederne stiller stadigt større krav til den funktionelle adskillelse mellem moderselskabet og N1, og med denne konstruktion sikrer vi en bedre og mere tydelig adskillelse af N1s aktiviteter og aktiviteterne i resten af koncernen, herunder især de kommercielle selskaber. Vi får desuden en enklere struktur internt og en mere gennemskuelig model for kunder, leverandører og medarbejdere, forklarer Jan Østergaard Jensen, som er direktør i N1.

    Siden den 1. juli 2018 har alle koncernforbundne netselskaber skullet være navngivet på en måde, som tydeligt adskiller sig fra navnet på den koncern, de hører til. Kunderne skal kunne kende forskel på netselskaberne, som agerer på monopolområdet og på de kommercielle elhandelsselskaber, som sælger strøm til kunderne i fri konkurrence. Og der skal være vandtætte skotter mellem selskaberne, hvilket Netselskabet N1 med det nye tiltag har gjort ekstra tydeligt.

    – I N1 har vi en klar målsætning om fortsat at kunne sikre vores andelshavere en solid og effektiv energiforsyning. Vi har fokus på høj leveringssikkerhed, effektiv drift og attraktive nettariffer – og på at skabe sunde, sikre arbejdsforhold for vores medarbejdere. Med vores flotte faciliteter i Støvring og vores nyorganiserede netselskab har vi skabt de bedste absolut forudsætninger for at kunne leve op til målsætningerne, konkluderer Iver Rud Hansen og Jan Østergaard Jensen fra N1 i fællesskab.

    For yderligere information:
    Iver Rud Hansen, driftschef i N1, tlf.: 2424 7571
    Jan Østergaard Jensen, direktør i N1, tlf.: 2176 8418

    Kontakt:

    PR & presseansvarlig i N1 Henrik Højlund Christensen tlf.: 4178 0817 email: hho@n1.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/netselskabet-n1-har-etableret-et-topmoderne-driftscenter-i-stovring?releaseId=13567046